dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Antallet af jobopslag rammer det laveste i mere end to år

For femte måned i træk falder antallet af jobopslag. Det er et fint tal alt taget i betragtning, siger økonom.

Jobfesten er i fuld gang på det danske arbejdsmarked. Det efterlader dog en hovedpine hos de jobsøgende.

Antallet af jobopslag rammer det laveste i over to år. Det viser dugfriske tal fra Jobindex for juni.

Sidste måned blev der slået 26.627 nye stillinger op. Det er cirka 3.500 færre end i maj. Det er femte måned i træk, at stillingsopslagene daler. Antallet af jobopslag er nu på det laveste siden januar 2021.

Ser stadig pænt ud

Selv om de nye tal kan virke nedslående for jobsøgende, så er der ikke tale om et arbejdsmarked i frit fald. Det vurderer cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.

- Set i lyset af de store udfordringer, som har tårnet sig op i dansk økonomi, så ser det meget pænt ud med stillingsopslag på det her niveau, siger han.

De dalende tal tegner et billede af et arbejdsmarked og en økonomi, hvor tempoet er på vej ned. Men udgangspunktet var også højt, påpeger cheføkonomen.

- Vi kommer fra et sted, hvor der var rekordmange jobopslag og enormt høj fart på arbejdsmarkedet.

Inflation giver genlyd

Den høje inflation har trukket kroner ud af danskernes pengepung, og været med til at svække købekraften og privatforbruget hos danskerne. Det giver ifølge Jeppe Juul Borre genlyd i den brede økonomi.

- Sammen med højere renter og den økonomiske usikkerhed, så har der bare været belæg for, at tempoet skulle ud af økonomien. Det er det, som er med til at trække stillingsopslagene ned.

Beskæftigelsen slår den ene rekord efter den anden i Danmark. Jeppe Juul Borre mener slet ikke, det er usandsynligt, at der er flere rekorder i vente.

Til trods for det, kan man ikke tillade sig at blive dybt overrasket, hvis beskæftigelsen kommer til at pege ned ad på et tidspunkt. Privatforbruget er faldet, og det kan have en indvirkning på beskæftigelsen.

- Typisk reagerer arbejdsmarkedet med en forsinkelse, og der har altså været udfordringer i økonomien, siger han.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.