Socialborgmester i København, Karina Vestergård Madsen (EL), blev et halvt år inden sanktion advaret om alvorlige forhold på døgninstitutionen Fensmarkgade. I maj 2023 modtog hun et opråb med titlen "grotesk dårlig ledelse giver syge medarbejdere på Døgninstitutionen Fensmarkgade". Det skriver Kommunen.dk og Politiken.
Den tidligere medarbejder, der sendte opråbet, fortæller dog, at hendes opråb ikke blev taget alvorligt, og at borgmesteren ikke rettede henvendelse til hende. Derfor sendte hun igen i november et opråb til borgmesteren om de alvorlige forhold på institutionen.
"Nu kontakter jeg dig igen. Denne gang med et indtrængende ønske om, at du aktivt forholder dig til den forråede kultur, der er normen for det personale, der er tilbage på Fensmarkgade," lyder det i mailen.
Denne gang lød det dog fra socialborgmesteren, at hun var bekymret for de beskrevne forhold, og at hun ville få Socialforvaltningen til at undersøge forholdene. Svaret på opråbet kom samme dag, som at Socialtilsyn Hovedstaden afgjorde, at Fensmarkgade skulle sættes under skærpet tilsyn.
Politikere vil have svar
Karina Vestergård Madsen oplyser blandt andet til Kommunen.dk og Politiken, at der er en redegørelse på vej til Socialudvalget, at hun vil følge udviklingen på Fensmarkgade, samt at alle bekymringshenvendelser er blevet taget alvorligt.
“Der er blevet handlet på alle henvendelser, og jeg har også takket for det opråb, jeg modtog,” skriver hun.
Institutionen modtog i december et skærpet tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden og har desforuden både i 2021 og i sommeren 2023 fået påbud af Arbejdstilsynet. Gennem aktindsigter, som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået, kan medierne fortælle om en kommunal institution med alvorlige problemer, som flere eksperter kritiserer kommunen og ledelsen for ikke at have håndteret tilstrækkeligt.
Flere politikere, som Kommunen.dk og Politiken har talt med vil have forløbet afklaret. Det gælder blandt andet håndteringen af de mange opråb om alvorlige forhold for de anbragte unge, lyder det.
Læs hele historien på Kommunen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.