
De fem kommuner, som er hjemsted for fem nye testcentre i hvide telte, har som de første fået lov at tilbyde deres medarbejdere i ældre-, sundheds- og socialsektoren at blive testet, selvom de ikke har nogen symptomer.
Til og med næste onsdag 29. april testes kun medarbejdere i de fem kommuner Odense, København, Aarhus, Næstved og Aalborg, oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Det sker som led i den nye teststrategi, hvor de hvide telte i det nyoprettede Testcenter Danmark især skal bruges til at teste personer uden symptomer. Der er ikke sat nogen tidsfrist på for, hvornår tilbuddet skal gælde alle i sundhedsvæsnet og ældreplejen, men i første omgang lægger de fem kommuner altså ud.
De første er inviteret
I Odense er de første invitationer udsendt, og op til 320 personer kan testes hver dag.
'I de første syv dage inviterer vi medarbejdere fra ældre-, handicap- og sundhedsområdet til at blive testet, og så ser vi på erfaringerne fra den første uge og udruller den videre testning derfra. Næste skridt kan være medarbejdere fra andre forvaltninger,' fortæller Charlotte Scheppan, sundhedschef i Odense.
I Aarhus begynder man med at give tilbuddet til personale fra de af kommunens plejehjem, hvor borgere eller medarbejdere har været smittet.
'Indtil videre er vi kommet igennem coronakrisen med begrænset smittespredning i Aarhus. Vi tager gerne imod tilbuddet om at hjælpe til i denne indkøringsfase, sådan at myndighederne kan afprøve det nye set-up og hurtigt øge testkapaciteten,' siger Hosea Dutschke, direktør i Sundhed og Omsorg.
Weekend-tilbud i Syddanmark
I Region Syddanmark tilbyder man samtidig, at et antal medarbejdere på sundheds-, social- og ældreområdet og i lægepraksis kan blive testet for covid-19 i weekenden, selvom de ikke har symptomer.
Regionen har ledig testkapacitet i weekenden, hvor der er færre henvisninger fra praktiserende læger, og har derfor mulighed for fremover at teste 1.000 medarbejdere hver lørdag og søndag.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) understreger, at en negativ test ikke må give anledning til, at medarbejderne ændrer adfærd i forhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om afstand, hygiejne og værnemidler.
I Region Syddanmark kan man som medarbejder blive testet i Kolding, Aabenraa, Esbjerg, Odense, Svendborg og Ærø. Man booker tid ved at ringe til sygehusenes kontaktnumre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.