dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Et år senere: 100 borgere står stadig på ulovlig venteliste til botilbud i København

Udfordringen med forsyningsforpligtigelsen vil være løst inden for de kommende år, bl.a. ved at åbne flere botilbudspladser i kommunen.

Sidste år kom det frem, at Københavns Kommune i syv år havde handlet i strid med serviceloven ved at have en ulovlig venteliste til borgere, der er visiteret til et botilbud. 

Og det tyder på, at der går lidt tid endnu, før ventelisten er helt i bund. 

Det viser et orienteringsnotat, som kommunens socialforvaltning har sendt til Ankestyrelsen 3. oktober 2025.

Ifølge notatet er der 101 borgere, som i øjeblikket står på ventelisten, og der er dermed sket et fald siden september sidste år, hvor TV2 kunne fortælle, at der var 189 personer på listen.

Det er borgere med enten fysisk handicap, autisme, psykisk sygdom eller som er hjemløse, som er visiteret til et botilbud, men som i strid med forsyningsforpligtigelsen ikke har fået tilbudt et.

Voksende venteliste og nye procedurer

Socialforvaltningen har siden sidste år ændret procedure for, hvordan visitationslisten opgøres.

Tidligere omfattede listen kun borgere som endnu ikke havde fået tilbudt plads på et konkret egnet botilbud, men som var vurderet i målgruppen for et botilbud. I denne type sager har kommunen ikke overholdt forsyningsforpligtigelsen over for borgerne.

På nuværende tidspunkt og fremadrettet omfatter visitationslisten også indstillede, men endnu ikke bevilgede borgere.

Det vil sige, at der i september 2025 var 303 borgere på visitationslisten, men at der med den tidligere procedure vil have været 101 borgere.

Ifølge notatet forventer kommunen, at visitationslisten vil “være nedbragt til et minimumsniveau på ca. 100 borgere i foråret 2026”.

Minimumsniveauet er estimeret ud fra, at der hver måned kommer ca. 33 nyvisiterede borgere til listen og det i gennemsnit vil tage tre måneder fra, en borger er visiteret og til borgeren flytter ind på botilbuddet.

Flere penge til området

For at rette op på udfordringerne har socialforvaltningen igangsat en plan, der indebærer fem spor: gennemgang af ventelister, køb af eksterne pladser, udvidelse og omlægning af kapacitet, faglig omstilling af forvaltningens tilbudsvifte og omorganisering af myndighedsområdet.

I de kommende år vil socialforvaltningen åbne egne botilbudspladser, og forventningen er, at den femsporet plan samt de nye pladser vil løse udfordringen med at overholde forsyningsforpligtigelsen.

I budgetaftalen for 2026, som kom på plads i september, blev der afsat 588,5 mio. kr. i perioden 2026 til 2029 for at få ventelisten i bund.

Midlerne skal bl.a. bruges til køb og drift af botilbudspladser, køb af dagtilbudspladser, socialpædagogisk bistand, ekstra sagsbehandlere og for at imødekomme de stigende priser på handicapområdet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/et-aar-senere-100-borgere-staar-stadig-paa-ulovlig-venteliste-til-botilbud-i-koebenhavn

GDPR