dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Fattigdomsløft af 4.000 børn får først fuld effekt i 2045

Minister kritiseres fra flere sider for at overdrive effekt af fattigdomsløft i kontanthjælpsaftale.
4. NOV 2023 10.42

Med en ny kontanthjælpsaftale, der blev indgået i oktober, var skønnet, at samlet 4.000 børn ville blive løftet ud af fattigdom. Men effekten ses først fra 2045 - om 22 år, skriver DR, der har fået en beregning af aftalen fra Økonomiministeriet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) får kritik fra blandt andet forsker Jacob Arendt fra Rockwool Fonden og fra Mødrehjælpen for at overdrive effekten af aftalen.

Arendt siger til DR, at han forundres over, at man laver en beregning, der er så usikker og så langt ude i fremtiden. Direktør Ninna Thomsen fra Mødrehjælpen er ikke tilfreds og siger til DR, at hun ikke ved, om hun skal grine eller græde over, at aftalen tilsyneladende ikke har særlig stor effekt.

Aftalen var generelt omdiskuteret. Under den daværende S-regering blev der sidste år indgået en aftale, der ville løfte 9.200 børn ud af fattigdom. Den nye aftale blev ved indgåelsen kritiseret - også af Mødrehjælpen - for at løfte langt færre ud af fattigdom.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) afviser over for DR at have brugt tallet 4.000 børn. Alligevel siger hun:

- Samlet set vil effekten varigt med de tre aftaler, vi har lavet, betyde, at vi har 4.000 færre børn i lavindkomst i Danmark. Her og nu er tallet 2.000. Men det er vigtigt for mig at understrege, at vi både på kort sigt og lang sigt får færre børn i lavindkomstfamilier.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.