
Flere børn og unge i Danmark får hjælp fra kommunen i forbindelse med et fysisk eller psykisk handicap. Andelen af børn og unge, der i 2023 modtog handicapindsatser, steg nemlig med 1.600 sammenlignet med året før.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I alt modtog 11.900 børn og unge de handicapkompenserende indsatser. Det svarer til, at en procent af alle børn og unge i Danmark under 18 år modtog handicaphjælp fra kommunen i 2023. Året før var tallet 0,9 procent.
Aflastning af forældre var den indsats, der blev givet flest gange i 2023. Aflastningshjælpen udgjorde mere end halvdelen af den samlede handicaphjælp og indebærer hjælp til praktiske opgaver i hjemmet.
Varierer på tværs af landet
Derudover blev de handicapkompenserende indsatser fordelt på hjælp til fysiske og psykiske færdigheder, særlige dag- og klubtilbud, hjemmetræning af børn og personlig hjælp og pleje.
Aldersgruppen af børn mellem 6 og 11 år, der modtog hjælp, udgjorde 4.700 børn og var dermed den gruppe, der modtog flest handicapindsatser.
Kommunernes brug af serviceloven til hjælp og støtte varierer meget på tværs af landet. I 11 kommuner bevilges handicaphjælpen til mindre end 0,5 procent af børn og unge.
I Vejen Kommune og Lolland Kommune bevilges hjælpen til henholdsvis 6,8 og 6,5 procent af kommunernes børn og unge. I 2022 var Vejen også den kommune, der bevilgede flest handicapindsatser til børn og unge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.