Frihed i ældreplejen - eller fald mellem flere stole

Danske Ældreråd og Socialministeriet går ind for en yderligere liberalisering på ældreområdet. Det skaber frihed, lyder det. Og det lyder da også forjættende - mange kommuner er godt i gang, men hvem står for at koordinere den vidtgående frihed? Friheden er intet værd, når svækkelsen er fremskreden...

'Slip ældreplejen fri' - så frejdigt formulerer Danske Ældreråds formand Kirsten Feld et nyt initiativ fra socialministeren om at tillade en yderligere liberalisering på ældreområdet - en liberalisering, som skal give flere private firmaer mulighed for at udfordre kommunerne i pasning og pleje af vore ældre og svækkede medborgere. Det er vejen frem for at prøve nye veje, spare penge måske - og hvorfor ikke? Privat og offentlig pleje er der ikke forskel på, det viser tilfredshedsundersøgelser. Borgerne er lige tilfredse, lyder det fra Kirsten Feld, så hvorfor ikke tage de lavere omkostninger, som ligger i en styrket konkurrence?

Kære Kirsten Feld, argumentationen lyder forjættende. I princippet er der naturligvis ikke forskel på, om den ansatte hjemmehjælper eller hjemmesygeplejerske er ansat i privat eller offentlig regi. Det er vedkommendes kvalifikationer, evne til indlevelse i dem, hun passer og plejer, og de ressourcer, som kommunen stiller til rådighed, som afgør kvaliteten af omsorgen. Der, hvor man kan frygte det går galt, er når mange faggrupper skal spille sammen i de kommunale kontorer, lægepraksis og sygehuse.

Det gik galt for min mor
Lad mig bruge min mor som eksempel. I korthed er historien:
Min mor har klaret sig fint i eget hus med kælder og have og endda på egen cykel indtil hun blev 90. Men hun er nu fire år senere blevet konfus og frustreret og kan ikke holde styr på de mange ting, der er nødvendige for at få hendes hverdag til at fungere. Hun kan næsten ikke se, har smerter i hænderne, er svimmel og falder ofte og har problemer med afføringen.

I forbindelse med en influenza/forkølelse går det galt, hun får ikke nok mad og væske, og hun mister fornemmelsen af tid og sted. Hun beder dog hjemmehjælpen om at sige videre, at hun har det dårligt. Men hjælperen vurderer tilsyneladende ikke, at hun så skal komme igen til middag for at tilbyde yderligere assistance til mad og drikke. Vi prøver at ringe til hjemmeplejen og visitator, men ingen tager telefonen - der er lukket til efter nytår. Min søster får fat i Akut dagpleje og forklarer situationen.

Vi ved dog ikke, om det er opfattet, at hun ønsker hjælp, og om det kan lade sig gøre, da vi kommer til hende om eftermiddagen. Hun er stadig konfus, kan ikke længere huske, om der har været en hjemmehjælper, har ikke fået noget at spise.... Mens vi er hos mor, ankommer en fra hjemmeplejen - det tror jeg i hvert fald hun er. Hun præsenterer sig ikke. Hun skaber i hvert fald ikke mere klarhed, for hun er ikke en gang klar over, hvordan hun skal komme ind. Hun er ny hjælper, men har hun ikke læst i journalen, inden hun tager ud til en 'ny' borger?
Hvad har hjemmehjælpen noteret om besøget hos min mor? Har hun ladet noget gå videre til næste vagt? Formodentlig ikke, i hvert fald fører fejlene til, at min mor indlægges på sygehuset, afkræftet og dehydreret før nytår.

Når den ene hånd ikke ved.....
Jeg har skrevet til ældrerådet og hjemmesygeplejen og klaget over det skete. Ligeledes har jeg skrevet, at der efter mit skøn er sket fejl, som er så principielle, at de bør føre til ændringer eller opstramninger i den måde, man tilser og støtter gamle - i dette tilfælde et meget gammelt menneske, som er kendt i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen.

Hvorfor går det så galt, når både hjemmepleje og hjemmesygepleje gennem længere tid har eller burde have indgående viden om patienten/borgeren? Jeg spurgte også hvad det er for et systemsvigt, vi tillader overfor gamle mennesker i den sidste del af livet?
Så tillod jeg mig at mig at komme med en forklaring: Der er lige lovlig mange instanser inde over pleje og koordinering af hjælp og omsorg. Det skyldes ikke mindst, at vi i den hellige liberalismes navn har opbygget et plejesystem, som, udover at det skal yde pleje og omsorg tillige skal håndtere forskellige leverandører af pleje og omsorg - for at imødekomme retten til frit valg.

Derfor har kommunerne organiseret sig med et administrativt system, en myndighedsenhed, som måler og tildeler den hjælp, den gamle skal have. Et system som er adskilt fra selve ydelsen af plejen.

Hjælpemidler er af afgørende betydning for de fleste svage gamle. Også på dette område er opbygget en særlig myndighedsenhed, som udmåler og bevilger hjælpemidler. Derfor virker hjemmehjælp, hjemmesygepleje, fysio- og ergoterapi som adskilte øer, tilsyneladende uden daglig kontakt med hinanden. Praktisk daglig hjælp er adskilt fra hjemmesygeplejen, som igen henviser til ergoterapeuterne, når borger eller pårørende ønsker forklaring på udebleven hjælp eller bevillinger. Ved en sådan opdeling opstår rigtig gode risici for, at nødvendig hjælp strander eller nødvendige udveksling af viden og meddelelser ikke når frem - så den gamle lades alene, som i min mors tilfælde.

Det er her jeg tror Danske Ældreråd og Kirsten Feld bliver lidt vel overmodige i deres anprisning af det frie valg. Ikke fordi jeg er modstander af private leverandører, men fordi der mangler den nødvendige koordinering af pleje og omsorg.

Ansvarlig koordinering
Der er kommet megen elektronisk styring ind i ældreplejen, og man skulle tro,  udveksling af information ville være en leg. Men enten er den ikke nået frem i yderste led, eller også formår de forskellige systemer ikke at snakke sammen. Det så vi, da min mor blev indlagt på hospitalet. Et overblik over hendes nødvendige medicin var ikke umiddelbart tilgængelig, og da lægen endelig fik den i hånden, var den ikke ajourført.

Så ikke en gang imellem faggrupperne fungerer den elektroniske formidling af oplysninger. Hvis formidlingen ikke fungerer mellem faggrupperne, hvordan skal vi så tro, at den fungerer mellem ældreplejen, borgerne med hjælp behov og deres pårørende? Hvordan kan vi som pårørende føle os sikre på, at den pleje, vores gamle er lovet, bliver leveret? Det gik i dette tilfælde - min søster og jeg bor tæt på og har overskud. Hvis nu den gamle er alene og helt og holdent afhængig af hjælp fra det offentlige?

Magter de mægtige?
Der er brug for en anderledes og tættere koordinering af arbejdet i hjemmepleje og hjemmesygepleje, måske personer med det som ansvarsområde at koordinere indsatsen mellem de forskellige faggrupper, som leverer pleje og omsorg. Som udlicitering og privatisering skrider frem, kommer flere og flere leverandører på banen: Der skal bestilles mad og dagligvarer, og der skal samles tøj og vaskes og betales og aftales - udover rendet af hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Vi kan sagtens forestille os flere leverandører af ydelser til gamle hjemmeboende. Men hvor længe kan den gamle holde styr på det menageri? I hvert fald ikke, når tiden for en plejehjemsplads nærmer sig.

Og kan kommunerne? De er nu blevet store og mægtige, men magter de koordineringen af arbejdsgangene? En koordinering, som ikke mindst er nødvendig, hvor vi taler om pleje af meget gamle og meget svækkede personer, hvis helbred kan ændre sig hurtigt og derfor kræver ekstra opmærksomhed fra plejepersonalet.
Fremtidens udfordringer gør det nødvendigt, for der bliver tilsyneladende kun færre penge til pleje og omsorg, og hjemmeplejen kan se frem til at få flere patienter hurtigere udskrevet fra hospitalerne. Det øger presset på kommunernes økonomi - samtidig med at presset fra befolkningen tager til: Vi vil have mere og bedre behandling, fordi det er teknologisk muligt.

Det kan da godt være, Kirsten Feld, at udlicitering til private i første omgang giver besparelser, men hvis besparelsen ædes op af øgede omkostninger til at administrere de forskellige ordninger?

Det må i hvert fald være utrolig frustrerende at fungere som læge, hjælper, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut i et system, som ikke fungerer optimalt. Hvor bliver arbejdsglæden af, hvis de varme hænder konstant møder utilfredse borgere med stort behov for pleje, som ikke tilfredsstilles? Det må påvirke arbejdsindsatsen negativt.
Tiden kalder på nye løsninger. Vi vil have frihed til at vælge, men gælder det også de meget syge gamle, som ikke magter at overskue tilbuddene? I andre dele af sundhedssektoren snakker man om forløbskoordinatorer, som skal skabe sammenhæng på tværs i komplekse patientforløb og tryghed for patienten. Det var måske en idé på ældreområdet - eller er det måske bare endnu en instans, der skal koordineres?

PS: Sidste nyt i sagen om min mor
Det lykkedes efterfølgende at få en god dialog med kommunen, og vi fik sat tingene på plads. Alt var ikke gået efter bogen, men alt i alt fik vi en fin afslutning på tvisten. Min mor har nu fået en plads på plejehjem, og det var, hvad hun havde brug for - det var blevet klart for både hende og os. Forløbet fra hospitalsindlæggelsen, ophold på rehabiliteringsplads og sidst indflytning på plejehjem har været problemløst administrativt.

Men min mor er blevet sat tilbage fysisk og psykisk. Ingen ældre har godt af sådan en tur i sundhedskarussellen. Det er omkring koordineringen problemerne opstår. Det er her, den gamle kommer i klemme.


Jens Fonnesbech, journalist og redaktør