dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Herning-modellen breder sig i Herning

Handicapcenter Herning er på vej med fleksible løsninger som alternativ til traditionel anbringelse eller aflastning blandt handicappede børn og unge

HERNING: Herning Kommune er blevet berømt for den såkaldte 'Herning-model,' der indebærer en nytænkning på socialområdet. Nu breder Herning-modellen sig også i Herning, hvor nogle af erfaringerne fra omlægningen af socialområdet også skal anvendes på handicapområdet. Det skriver fagbladet Socialpædagogen.

Samtidig med at andre kommuner med midler fra Satspuljen kan tage ved lære af Herning Kommunes omlægning af socialområdet, går Herning Kommune nu selv skridtet videre med begyndelsen til en omlægning af handicapområdet. Projektet er i sin spæde start, men kan fx komme til at handle om at finde alternativer til anbringelse af handicappede børn og større inddragelse af forældre og netværk.

Det fortæller Charlotte Jensen, der er centerleder for Handicapcenter Herning - Herning Kommunes tilbud til børn og unge med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
Til fagbladet Socialpædagogen siger hun:

- Vi er helt klart inspirereret af, hvad der sker på socialområdet. Vi kan ikke forebygge på samme måde, for vi kan fx ikke forebygge os ud af, at et barn er født med multiple funktionsnedsættelser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser - men vi kan tænke i, hvordan omgivelserne rustes bedst muligt til at støtte barnet.

Bedre hjælp?
Som en start gennemførte centret for et års tid siden en fokusgruppeundersøgelse blandt forældrene på to døgnafdelinger og én aflastningsafdeling, hvor spørgsmålet bl.a. lød: Hvordan kunne vi have hjulpet jer på en bedre måde?

Og her var essensen af forældrenes svar ifølge Charlotte Jensen, at de gerne ville have haft hjælp tidligere - og at de gerne ville have haft en målrettet støtte til at håndtere det at have et meget handicappet barn.

- Samtidig lavede Metodecentret i Region Midtjylland et litteraturstudie for os, og det viste, at der godt nok ikke er noget dansksproget litteratur om, hvordan man kan forebygge anbringelser af handicappede børn - men en hel del engelsksproget. Og den viser ret entydigt, at forældrene skal tilbydes hjælp hurtigere, og at der skal være fleksible aflastningstilbud samt tilbud om familiebehandling, og det stemmer jo godt overens med forældrenes udmelding, siger Charlotte Jensen til fagbladet Socialpædagogen.

Projektplan i 2016
Engang i det nye år skal der efter planen ligge en projektbeskrivelse for, hvordan handicapområdet kan omlægges, og Charlotte Jensen ved endnu ikke, hvad den kommer til at indeholde.

- Men vi forestiller os eksempelvis, at det kan indebære arbejdet med at finde en metode til screening af forældre med handicappede børn, sådan at vi kan sige noget om, hvor stor belastningsgraden er - og på den måde sætte tidligere ind med hjælp til dem, der er meget belastede. I dag er det nemlig vores erfaring, at hvis man sætter ind for sent, så forældrene når at knække af belastning, ja, så knækker de helt, og så kan de ikke overkomme mere. Men hvis man sætter tidligere ind med støtte, kan forældrene måske stadig overkomme at gøre meget.

Et tiltag kan blive mere forældrerådgivning - herunder rådgivning i at bevare parforholdet på trods af udfordringerne ved at have et meget handicappet barn. Og så skal der formentlig eksperimenteres med mere fleksible løsninger som alternativ til traditionel anbringelse eller aflastning.

- Vi har allerede rigtig god succes med en klub for 14- til 18-årige med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, der mødes til socialt samvær 40 eftermiddage om året samt 10 lørdage og fem kolonidøgn fordelt over to perioder. Det har vist sig at være et rigtigt godt alternativ til aflastning, hvor det ligger i kortene, at de unge skal overnatte hver gang - for tit er det slet ikke det, forældrene har behov for, og for de unge kan det være alt for grænseoverskridende at sove uden for hjemmet. Det er en indsats, som i kroner og øre koster under halvdelen af, hvad traditionel aflastning koster, og som faktisk bedre tilgodeser behovet, og fra 1. september har vi udvidet tilbuddet til børn mellem 10 og 14 år, fortæller Charlotte Jensen.

Inspiration fra Sverige
Ligesom holdet bag Herning-modellen på socialområdet har også Charlotte Jensen og en række kollegaer hentet inspiration i Sverige, hvor de har været på flere studieture. Her fik Charlotte Jensen øjnene op for, at meget kan gøres anderledes end i Danmark.

- Eksempelvis har svenskerne en anden opfattelse af, hvad forældreansvaret indebærer, og mens danske børn med handicap fx typisk bliver hentet i taxa, når de skal på aflastning, kørte de svenske forældre selv deres børn til aflastning. Jeg ved ikke, om netop det vil give mening i en dansk sammenhæng - men pointen er, at vi gerne vil undersøge, hvordan vi i højere grad kan inddrage forældrene, siger hun.

Svenskerne har efter Charlotte Jensens opfattelse også nogle mere fleksible tilbud, end vi har tradition for i Danmark, sådan at der fx i højere grad tilbydes aflastning i hjemmet - og nataflastning på institution, så forældrene kan få sovet.

- Og så er svenskerne også mere helhedsorienterede i deres tænkning. I Danmark er der fx en tilbøjelighed til at sige, at hvis man har fået noget fra en bestemt, kasse kan man ikke få noget fra en anden - sådan at man fx mister nogle barnepigetimer, hvis man får aflastning. I Sverige er de mere tilbøjelige til at sige, at det måske netop er en kombination af de to ting, der skal til, hvis familiens behov skal tilgodeses - og en anbringelse undgås.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/herning-modellen-breder-sig-i-herning

GDPR