HORSENS: Ledere og medarbejdere på to af Horsens Kommunes 16 plejecentre skal i et treårigt pilotprojekt sættes fri fra regler, strukturer og arbejdsgange og i langt højere grad kunne tilrettelægge hverdagen ud fra det, der passer til beboerne, de lokale plejecentre og lokalsamfundet i øvrigt, oplyser kommunen.
Ældre- og handicapudvalget har netop besluttet at arbejde videre med en beskrivelse af, hvordan frisættelsen på plejecentrene kan planlægges og sættes i gang. Udvalget har også besluttet, at frisættelsen skal ske på ét plejecenter i Horsens og ét i oplandet.
- Frisættelsen kan f.eks. indebære, at plejecentrene får frie rammer til at fastlægge medarbejdernes arbejdstid og vagtplaner, eller at ledere og medarbejdere i højere grad vurderer, hvilke udviklingsprojekter de vil deltage i, og hvilke de vil fritages for. Alt sammen handler det om at frigive tid og ressourcer helt tæt på borgerne, for vi tror på, at beslutningerne træffes bedst helt tæt på borgerne og i et samspil mellem borgerne, pårørende og personalet. Pilotprojekterne skal være med til at gøre os klogere på, hvordan vi fremover skaber en endnu bedre ældrepleje og en endnu mere attraktiv arbejdsplads, forklarer udvalgsformand Susan Gyldenkilde (S).
Hun ser frem til at blive klogere på den videre proces med frisættelsen af de kommunale plejecentre, hvor MED-udvalg, beboer- og pårørenderåd selvfølgelig også skal høres.
Også skole-, unge- og uddannelsesudvalg har drøftet emnet, og alle skoler bliver i foråret inviteret til at pege på områder og arbejdsgange, der kan fjernes eller ændres for at fjerne bureaukrati eller for at forbedre kvaliteten. Formålet med dialogen med skolerne er at kunne udvælge projekter på skoleområdet, der efterfølgende kan testes af ligesom på ældreområdet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.