Hvad kan vi gøre: Forebyggelse af ekstremisme kræver tæt samarbejde

Dansk-kurderen Yasar Olgun har haft en hjerteskærende optræden i tyrkiske og danske medier. Hans to døtre Xezal (19 år) og Leyla (24 år) har i 36 dage været sporløst forsvundet hjemmefra, og deres far har mistanke om, at døtrene har tilsluttet sig IS eller andre ekstreme religiøse grupper.

Yasar er afmægtig og har uden støtte og hjælp fra myndighederne gået fra gade til gade i Istanbul og andre byer i Tyrkiet for at finde sine savnede døtre.

Xezal og Leyla er i en dybt bekymrende situation, som har fået mig til at tænke over dem og andre unge, der er modtagelige for radikalisering fra ekstreme religiøse grupper.

Unges interesse og motivation for radikalisering sker ikke fra dag til dag. Selv om vi føler med familien Olgun, må vi i den sørgelige og ubeskriveligt smertefulde situation, hvor Yasar har 'mistet' to døtre til ekstremister, også bruge tid på selvransagelse. Både forældre og sikkerhedsmyndigheder må reflektere over sagen.

Jeg har mange års erfaring med familiebehandling og har i perioder arbejdet med familier, hvor de unge har vist interesse for at tilslutte sig ekstremt radikaliserede grupper. Derfor er jeg af den overbevisning, at forældre og sikkerhedsmyndigheder også må påtage sig deres ansvar for, at de to piger har sluttet sig til ekstremisterne.

Jeg kender Yasar og familien, men de to døtres interesse for radikalisering og deres rejse fra hjemmet kender jeg kun fra medierne, hvor far har forklaret, at de har forladt familien og muligvis har tilsluttet sig IS eller andre ekstremt religiøse grupper.

Ud fra min erfaring med muslimske familier, hvor de unge har vist interesse for religiøs undervisning og udviklet sig ekstremt, spiller bl.a. følgende forhold en væsentlig rolle:

• Familien eller enten far eller mor har tendens til at være religiøs, men har ikke været ekstreme i dialogen med deres børn omkring islam.
• Forældrene har ikke haft en dyb relation til de unge.
• Forældre har ikke haft den betydning for de unge, som de troede.
• Forældrene har kendt til de unges udvikling mod det ekstreme, men har ikke turdet stille spørgsmål af frygt for, at de unge ville forlade hjemmet til fordel for de ekstreme grupper.
• Forældrene, især den eller de religiøse, har betingelsesløst troet på de religiøse grupper eller koranundervisningen og har slet ikke tænkt, at miljøet og underviserne kunne have en skjult dagsorden.
• De unge har udadtil, dvs. over for forældre, nær familie, samfundet og deres jævnaldrende, virket som om, de havde det godt og havde styr på livet fx med uddannelse osv., men de har kæmpet med indre konflikter.
• En del unge er rodløse, usikre på sig selv og leder efter meningen med livet. De føler sig set og anerkendt i de ekstreme religiøse grupper, hvor ledere med charme og karisma er i stand til at hjernevaske de unge.
• Nogle af de unge har svært ved at tro på sig selv og har en opfattelse af, at forældre, nær familie og det øvrige samfund er imod dem.
• Nogle af de unge mangler forbilleder i deres egen familie, så især unge piger og drenge bliver fascineret og tiltrukket af krigere.
• De unge kommer i kløerne på såkaldte imamer og religiøse grupper under forskellige overskrifter som kulturforening, hyggeklub og etniske grupper, men de ekstreme religiøse grupper og imamer har en skjult dagsorden. De hjernevasker de unge via kontakt til forskellige ungdomsmiljøer.
• Når de unge er i kløerne på de såkaldte imamer eller ekstreme religiøse grupper, sker der med tiden ændringer på en række områder bl.a.:
• De unge skifter fra moderne ungdomstøj til mere religiøs påklædning.
• De unge mænd får fuldskæg med religiøs betydning.
• De unge viser interesse for ekstreme religiøse grupper med nonverbale og verbale religiøse begreber og udtryk.
• De unge har en tendens til at kritisere deres forældre og nære familie ved at sige, at de ikke er rigtige muslimer, og at det er på tide, at de tager sig sammen og er rigtige muslimer, dvs. være ekstreme som dem selv og deres bagland.
• De unge har haft sunde interesser, været sammen med venner og dyrket forskellige idrætsaktiviteter, men det er erstattet med interessen for de radikale grupper. Nogle unge bliver afhængige af de ekstreme grupper og har ingen kontakter uden for disse grupper.

Hvad kan forældrene gøre for at forebygge de unges kontakt med ekstremt religiøse grupper og radikalisering?

Min egen erfaring viser, at forældre med stærk bekymring over, at deres unge går i den forkerte retning og interesserer sig for ekstremisme, er i et kæmpestort dilemma. De kan ikke få sig selv til at sige højt til de unge, at de er på gale veje, men tænker samtidig, at de er med til at stemple de unge som radikaliserede, hvis de henvender sig til myndighederne. Derfor går forældrene selv med dilemmaet og bliver usikre over den håbløse situation.

Jeg mener, at forældrene og ikke mindst de unge har brug for hjælp fra nær familie eller professionelle. Her er der efter min mening mulighed for at forbygge radikalisering blandt unge muslimer:

Forældrene skal ikke gå i lang tid og skjule de unges udvikling i ekstrem retning. Hvis en forælder har en mistanke, vil jeg helt klart anbefale en række muligheder, som man kan vælge, ud fra hvad der passer til en selv og ens temperament

• Start en dialog med den unge, selv om den unge forsøger at undgå at tale med forældrene om udviklingen mod radikalisering. Forældrene skal fastholde dialogen om deres bekymring og ikke mindst sige højt, at de har tænkt sig at kontakte relevante myndigheder.
• Forældrene skal tage initiativ til hurtigst muligt at kontakte den unges skole, enten lærer eller ledelse, for at dele bekymringen og ikke mindst høre deres råd og anbefalinger, omkring hvilken instans forældrene skal henvende sig til.
• Forældrene skal kontakte deres lokale politistation for at dele deres bekymring. Min erfaring er, at lokale politistationer er gode til at råde og vejlede forældrene.

Sikkerhedsmyndighederne, her tænker jeg på PET, skal være klare med deres budskab om erfaring, viden og indsigt i forhold til familien. De skal på et meget tidligt tidspunkt kontakte de mistænkte unge og deres forældre om deres mistanke, fx på følgende måde:

• PET eller andre myndigheder skal, så snart der opstår mistanke om unges uheldige udvikling, kontakte de unge selv og deres forældre. Muligvis vil nogle unge og forældre i første omgang totalt benægte, at de har noget med ekstremisme eller radikalisering gøre.
• PET skal ud fra deres fakta og om muligt med vidner gå i dialog med de unge for at undgå, at det bliver en forhandling mellem den unge, familien og PET.
• PET eller andre sikkerhedsmyndigheder skal tænke over sproget, så forældrene forstår alvoren i de unges udvikling og konsekvenserne heraf. Jeg tænker, at der ikke skal bruges mange ord for at få forældrene og de unge til vågne op. Videofilm fra terrorhandlinger kan forhåbentlig få både de unge selv og forældrene til at indse alvoren i de unges uheldige udvikling og ikke mindst de konsekvenser, den kan få for andre menneskers og ikke mindst deres eget liv.

Forældre, sikkerhedsmyndigheder som PET og andre relevante ungdomsinstitutioner skal samarbejde tæt i forhold til unge, der viser interesse for IS, for at forebygge på et tidligt stadium eller sætte en juridisk proces i gang for tydeligt at signalere, at de unges interesse og handlinger i radikaliseret retning har konsekvenser for dem.

Muslimske forældre skal være kritiske og nysgerrige over for de unges interesse for koranundervisning og kontakt til ekstremt religiøse grupper. Forældrene er de første, der via kontakt til de unge oplever forandringer omkring dem, og her skal forældrene være hurtige på aftrækkeren og. opsøge nærmeste sikkerhedsmyndighed for at drøfte muligheden for at stoppe de unges udvikling.

Jeg er af den overbevisning, at vi i fællesskab og med effektivt samarbejde omkring og med de unge selv kan forebygge en del unges interesse for og tilslutning til IS, men vi må ikke glemme, at der ikke er noget, der med 100 pct. sikkerhed får unge til at afstå fra allerede sket radikalisering.

Min erfaring viser, at vi med tæt samarbejde kan forebygge unges udvikling i den ekstreme retning, som hverken forældre eller samfund ønsker.

 
Cand.pæd., socialkonsulent og familieterapeut Ahmet Demir