
Coronasmitten breder sig blandt ældre borgere og ansatte i ældreplejen og har ramt mindst 35 kommuner, viser en optælling fra DR: I ældreplejen i Frederiksberg er seks borgere døde, i København gælder det 11 borgere, og én i Vallensbæk. Her er tre indlagt på sygehuset og otte smittede i isolation.
I Brønderslev er 15 smittede på samme plejehjem, og i Roskilde er mindst fire beboere og syv medarbejdere smittet på et plejehjem. I Frederikssund er en borger og en medarbejder indtil videre smittet.
Og det er ikke overraskende, at smitten har gjort sig indtog blandt de svageste. Besøgsforbud kan ikke fjerne risikoen for smitte helt, fordi det mest sandsynlige er, at den kommer med personale, når de har færdes ude i samfundet efter fyraften, siger KL-direktør Christian Harsløf til DR.
I Brønderslev har man sendt alle de smittede medarbejdere hjem i karantæne og isoleret de smittede beboere, oplyser sundhed- og velfærdsdirektør i Brønderslev Henrik Aarup-Kristensen til FOA. Efterfølgende har en hygiejnesygeplejerske sikret, at der ikke sker yderligere spredning af smitten, mens medarbejdere står klar til at tage vagter i påskeferien, så der ikke skal nye vikarer ind.
Svært at håndtere stor smittespredning
Afskærmning af borgerne på plejehjemmene er også en mulighed for at inddæmme spredningen, siger direktør for velfærd, arbejdsmarked og sundhed i Frederikssund til Sjællandske. I Ringsted er en beboer på et botilbud afgået ved døden, og her har man helt lukket mellem bo-afsnittede, så hverken beboere eller personale har haft kontakt på tværs af disse, oplyser kommunen i en pressemeddelelse. De resterende i alt seks smittede bor kun i et enkelt afsnit.
- Vi tror og håber derfor, at vi kan isolere smitten til det ene bo-afsnit, der nu er ramt, siger centerchef for Social- og Sundhedscentret Alice Morsbøl, der i øjeblikket forsøger at få festet beboere og personale for coronavirusset.
- Vi gør vores yderste for at få testet både beboere og personale, men de meldinger vi har fået er, at man i øjeblikket kun tester dem, der udviser symptomer, så i øjeblikket kan vi desværre ikke få testet alle, siger hun.
Derfor bruger personalet ifølge retningslinjerne værnemidler og er påpasselige med at sikre, at de ikke selv bliver smittet og ikke risikerer at smitte andre. Men på landsplan er personalet bekymret for, om selvsamme retningslinjer er nok til ikke at bære smitten videre. Det skal ses i sammenhæng med, at der er mangel på værnemidler, lyder det fra Torben Hollmann, sektorformand i FOA på et pressemøde fredag.
Visir på print
Lokale frivillige forsøger flere steder at komme manglen til livs ved at printe plasticvisirirer til medarbejdere og borgere ved hjælp af 3D-printere. Det er for eksempel tilfældet i Esbjerg, hvor DK Makers mod Corona ifølge en pressemeddelelse fra kommunen leverer mellem 50 og 100 plasticvisirer hver dag.
På fredagens pressemøde erkendte direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm også, at retningslinjerne omkring værnemidler skal være skarpere. Her sagde han samtidig, at der vil komme flere smittede blandt personale i sundheds- og ældresektoren i takt med, at flere nu kan blive testet.
Onsdag blev retningslinjerne for nemlig test opdateret, og det betyder blandt andet, at det også er blevet lettere at henvise medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med milde symptomer til test. Torsdag blev der for første gang gennemført flere end 5.000 test på et døgn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.