KL og Danske Ældreråd anbefaler nu landets plejehjem at oprette et plejehjemsråd, fordi de kan være en god måde at styrke samskabelse af kvalitet og trivsel på plejehjem.
- Der er ingen tvivl om, at ældreplejen i dag er under pres. Og derfor er det at sikre ordentlig pleje af vores ældre medborgere en af vores mest prioriterede opgaver. Vi tror på, at et plejehjemsråd vil gøre en forskel for den enkelte, da forummet giver rum til at diskutere tiltag der vil have en direkte effekt på de ældres hverdag, siger Michael Fenger (K), der er næstformand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.
- Plejehjemsråd kan være med til at sikre åbenhed og lokal involvering på landets plejehjem. Vi ønsker med plejehjemsråd at skabe et rum, hvor beboere, pårørende og lokale ressourcepersoner i tæt dialog med plejehjemslederen bidrager til at fastholde en god kultur og udvikle plejehjemmene. Et rum, hvor man drøfter udfordringer, bekymringer og vanskelige temaer, før det udvikler sig til egentlige problemer, siger Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd.
Ikke kontrol eller tilsyn
Forslaget kommer i kølvandet på, at SVM-regeringen i regeringsgrundlaget lægger op til, at offentlige institutioner som fx plejehjem skal have brugerbestyrelser og være selvstyrende.
Et råd eller en bestyrelse på et plejehjem er der allerede flere kommuner, som har gode erfaringer med. Det er de erfaringer, som de to parters forslag bygger videre på. For at sikre diversiteten mener de, at rådene bør sammensættes bredt. Det kan fx være beboere, pårørende, medarbejdere, repræsentanter for ældrerådet, det lokale erhvervsliv, kultur- og foreningsliv.
Rådet skal ikke beskæftige sig med kontrol, tilsyn eller personaleforhold. Men i stedet diskutere nye tiltag og aktiviteter, der kan gøre livet som ældre på et plejehjem endnu bedre. Det kan fx være kvalitetsudvikling, samarbejde med pårørende, beboernes mulighed for selvbestemmelse, værdier og kultur, hverdagsaktiviteter og måltider.
Det er helt centralt, at plejehjemsrådene ikke bliver en administrativ byrde for plejehjemmet eller den kommunale forvaltning, lyder det til sidst i den fælles opfordring. Derfor er det vigtigt, at medlemmerne er engagerede og proaktive og selv byder ind med temaer, ideer og forslag.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.