
Selv om flere sager om gensidig forsørgelsespligt for kontanthjælpsmodtagere er smækfyldt med sagsbehandlingsfejl, er en lang række kommuner helt holdt op med at afgøre klagesager over fejlene. KL har som bekendt anbefalet dem at stoppe, indtil KL kommer med en udmelding om, hvilke fejlramte arbejdsløse der skal have penge tilbage.
Men KL må ikke sætte sagerne i bero på den måde. Det vurderer Nina von Hielmcrone, der er lektor i socialret på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.
- Det er jo ikke KL, der skal sidde og finde ud af at læse og bruge Ankestyrelsens afgørelser. Det er kommunerne selv, der skal gøre det. Så der vil jeg sige: Den går altså ikke, siger lektoren til Avisen.dk
Kommunerne må selv vurdere
Sagen begyndte at rulle efter en principafgørelse fra Ankestyrelsen, hvor et kærestepar fik kontanthjælp efterbetalt. Kommunen havde skønnet, at parret havde et ægteskabslignende forhold uden at undersøge sagen, høre dem eller give dem en begrundet afgørelse.
Nina von Hielmcrone mener, at Ankestyrelsen er meget meget klar i sin afgørelse. Så har kommunerne sager, der er magen til den, er der ingen grund til at vente på KL's afgørelse.
- Hvis kommunen har en sag, der svarer til den i Ankestyrelsen, hvor det handler om ægteskabslignende forhold og kommunen ikke har undersøgt og ikke har partshørt, så skal de efterbetale, siger hun.
Har kommunen derimod lagt vægt på konkrete forhold som fælles børn i forholdet, eller en registrering som samlevende hos ATP, siger afgørelsen ikke noget om ret til efterbetaling.
Ikke bestyrelsens valg
Byrådsmedlem i Svendborg Jesper Kiel (EL) er medlem af KL's bestyrelse og mener ikke, at bestyrelsen har besluttet at anbefale kommunerne at stoppe med at træffe afgørelser i sager om gensidig forsørgelse. Derfor undrer det ham, at brevet overhovedet er blevet sendt ud, og han mener ikke, det er KL's opgave at stoppe udbetaling af trukken kontanthjælp.
- Jeg håber, at KL's hidtidige tavshed skyldes, at KL vil trække anbefalingen tilbage. De her fejl skal og må rettes. Vi må jo ikke trække i folks ydelser på den måde, siger Jesper Kiel til Avisen.dk.
Men det har KL ikke tænkt sig at gøre.
- Der er ikke tale om, at vi sætter igangværende sager i stå. Det kunne vi ikke finde på. Vi har bare helt stilfærdigt skrevet ud til kommuner, at det er en god idé at vente med at efterbetale penge i allerede afgjorte sager, når der er tvivl om rækkevidden og retmæssigheden af Ankestyrelsens afgørelser, siger Karsten Thystrup, der er juridisk chef i KL til Avisen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.