KØBENHAVN: Københavns Kommune har betalt 439.652 kroner om måneden til en privat leverandør for at have en 17-årig dreng boende i en lejlighed i en såkaldt eget værelse-anbringelse. Det viser dokumenter, som Socialmonitor har fået adgang til.
Drengen var kun anbragt i 31 dage, men da socialforvaltningen havde indgået en aftale med leverandøren om at betale for den indeværende samt den kommende måned, endte kommunen med at betale for lidt mere end tre måneder til en samlet takst på 1.359.450 kroner.
Christine Hemme, lektor emeritus med speciale i anbringelser, finder beløbet iøjnefaldende.
- En anbringelse på eget værelse er den mindst indgribende form for anbringelse overhovedet. Så i mine øjne virker det som et ekstremt højt beløb, siger hun.
Det er ikke defineret i barnets lov, hvad en anbringelse på eget værelse må koste, men det fremgår, at det skal være en anbringelse, hvor "den unge selv råder over sin egen bolig".
Ifølge Christine Hemme er det problematisk, hvis kommuner gør brug af anbringelser på eget værelse, når der er behov for en mere indgribende form for anbringelse. Der stilles nemlig ikke noget krav om, at socialtilsynet skal underrettes eller godkende anbringelsesstedet, når kommuner anbringer unge på eget værelse.
Ikke den dyreste
Anbringelsen til 439.652 kroner om måneden er ikke den dyreste anbringelse på eget værelse, som Københavns Kommune har gjort brug af.
Ifølge en aktindsigt har kommunen 12 gange placeret unge i eget værelse igennem eksterne virksomheder til en månedlig takst på mindst 100.000 kroner siden 2022. I et enkelt tilfælde har kommunen betalt en månedlig takst på 521.624 kroner.
Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er beløbene overraskende høje.
- Når man kommer op over 100.000 om måneden, tyder det på, at der er fast personale, og at der er et meget stort støttebehov. Det begynder at ligne noget, der egentlig burde være under socialtilsynet, siger han.
Socialforvaltningen i Københavns Kommune erkender i et skriftligt svar, at den grundet manglende pladser i visse tilfælde er nødt til at anbringe på eget værelse, selvom det ikke matcher barnets behov.
- Det er en udfordring, som forvaltningen er opmærksom på, og forvaltningen arbejder derfor på at etablere flere børne- og ungehjemspladser, lyder det i det skriftlige svar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









