KØGE / STEVNS: Med en bevilling på næsten en mio. kr. fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) går Køge og Stevns nu sammen om en indsats for at få ukrainere og andre flygtninge med traumesymptomer ud på arbejdsmarkedet, oplyser Køge Kommune.
Projektet er forankret i Køge Kommunes Center for Dansk og Integration og udføres i et samarbejde med Stevns Kommune. Der bor samlet set omkring 40 flygtninge i de to kommuner, som vil blive tilbudt den ekstra hjælp og støtte.
- Ved at støtte flygtninge og hjælpe dem med at bearbejde de ting, som de har været igennem, kan vi forhåbentlig på sigt være med til at give dem fodfæste på arbejdsmarkedet og en god hverdag her i Danmark, siger Køges borgmester Marie Stærke (S).
- Nogle har måske brug for samtaler, og andre har brug for et gruppeforløb. Det vigtigste er, at vi tager udgangspunkt i den enkelte og tilbyder den hjælp og støtte, der er brug for, siger hun.
Opsporing og screening
I samarbejdsprojektet vil der blive lavet en systematisk opsporing og screening af flygninge med traumesymptomer, og en række indsatser skal give medarbejdere på området de nødvendige kompetencer, siger udvalgsformand for Job, Social og Fritid, 1. viceborgmester i Stevns Kommune Anette Mortensen (V).
- Pengene fra styrelsen skal blandt andet bruges til at udvikle og implementere de nødvendige indsatser og uddannelsesforløb for vores medarbejdere, så de er bedst muligt rustet til at støtte og hjælpe de traumatiserede flygtninge, som har brug for støtte, siger hun.
Konkret kan det være en styrkelse af medarbejdernes samarbejde med fx traumeklinikker, psykiatri og andre relevante, der kan give en bedre forståelse af og indsigt i, hvordan man kan hjælpe mennesker med traumesymptomer.
- Vi ved, at det betyder rigtig meget for flygtninge at få en hverdag, hvor de er en del af noget og gør en forskel. Det skaber mening og giver en følelse af at høre til. Samtidig er det vigtigt, at endnu flere kommer i arbejde og bidrager til samfundet økonomisk, siger formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Mette Wigand Bode (V).
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.