
VEJEN: I 2,5 år var en 14-årig dreng ulovligt anbragt på et bosted hos den tidligere islamist, Khazar Alexander Malik. Nu får sagen konsekvenser for den afdeling, der stod for anbringelsen i Vejen Kommune. Det skriver TV Syd.
- Lederen af vores familieafdeling (Vicky Fibiger Kaaber, red.) har sagt sin stilling op. Desuden har vi besluttet at fritstille hende med øjeblikkelig virkning, siger kommunaldirektør Thomas Reintoft til mediet.
Vejen Kommune anbragte drengen med autisme uden den lovpligtige godkendelse fra Socialtilsynet, hvilket betyder, at der ikke blev ført tilsyn med det bosted, hvor han blev anbragt.
- Det er jo en meget, meget grov tilsidesættelse af reglerne. Tilbud omfattet af kravet om godkendelse i socialtilsynslovens paragraf 4 skal være godkendt af socialtilsynet, for at tilbuddet må bruges af kommunen, siger John Klausen, der er professor i socialret på Aalborg Universitet til Frihedsbrevet.
Desuden har Frihedsbrevet afdækket, hvordan drengen har en række diagnoser, der betyder, at der hele tiden skal være to voksne omkring ham. Men på bostedet var der i længere perioder kun en voksen hos drengen.
Det er også kommet frem, at bostedet brugte såkaldte puffbars, bedre kendt som e-cigaretter med frugtsmag - til at berolige drengen.
Bostedet ejes af velfærdsvirksomheden "Frisk-Pust støtte & akut team", der er en søstervirksomhed til "Frisk-Pust", der har en noget broget historik.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.