dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde på himmelflugt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne til botilbud o.l. er steget med 29 pct. siden 2018.

Fra 2022 til 2023 steg udgifterne til det specialiserede socialområde, både på børne-/ungeområdet og på voksenområdet, med cirka 1,5 mia. kr. Kommunernes udgifter til socialområdet er samlet steget med næsten 6 mia. kr. siden 2018, skriver KL.

Særligt er det udgifterne til botilbud og botilbudslignende tilbud, der siden 2018 er vokset med 5 mia. kr., der står for stigningen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Udgifterne er steget 29 procent fra cirka 17,5 mia. kr. til 22,7 mia. kr.

kommunernes-regnskaber-p 

Derudover er boformer for personer med særlige sociale problemer, herunder kvindecentre, steget med lidt over 800 mio. kr. fra 1.245 mia. kr. til 2.058 mia. kr. En stigning på 65 procent fra 2018. 

Et centralt tema

- For femte år i træk ser vi udgifterne på det specialiserede socialområde stige kraftigt. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi kommunerne har flyttet midler fra andre velfærdsområder. Det kan vi ikke blive ved med. Efter mange år, hvor væksten er steget på de specialiserede områder, er der behov for at styrke de almene velfærdstilbud. Dét skal vi drøfte i årets økonomiforhandlinger, siger KL’s formand Martin Damm (V).

KL skriver i en pressemeddelelse, at de penge, som kommunerne fik med økonomiaftalen for 2023 til at dække udgifterne, når der kommer flere ældre og børn, ikke er gået til de områder, men er blevet brugt på det specialiserede socialområde.

Ekspertudvalget på socialområdet kom i starten af april med 19 anbefalinger til at få både økonomi og faglighed på socialområdet til at gå mere i takt. KL's Martin Damm siger, at man er nødt til at tale om økonomien, indtil anbefalingerne er trådt i kraft, hvis ikke udhulingen af den almene velfærd skal fortsætte. 

KL bebuder, at det specialiserede socialområde bliver et helt centralt tema i årets økonomiforhandlinger.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.