Landdistrikterne kan vise vejen til ny og bedre velfærd

Truslen mod velfærdssamfundet handler om især to ting, som landdistrikterne har et svar og en løsning på: 

Det ene er den voksende mistrivsel og ensomhed blandt både unge og ældre og den deraf voksende efterspørgsel på velfærd og hjælp inden for det sociale og sundhedsområdet og ældrevelfærden. 

Det andet handler om den store mangel på og fastholdelse af arbejdskraft i de fag, der leverer velfærden. 

Især det første betyder, at mange kommuner er trængte på økonomien – ikke mindst landkommunerne, som præges af en ældet befolkning. Men ressourcerne og mulighederne findes. Netop på landet. 

For i landdistrikterne er der stærkere fællesskaber. Sådan har det altid været i små samfund - men sådan er det til dels også blevet, fordi nød lærer nøgen kvinde at spinde - der hvor den offentlige velfærd siden kommunalreformen har trukket sig tilbage og er blevet mindre synlig, har civilsamfundets fællesskaber mange steder vist sig at dække nogle af de behov, som velfærdssamfundets institutioner ellers skulle dække. 

Eksemplerne er mange:

Købmanden er blevet til et mødested, der (til dels) passes af frivillige, frivillige reservebedster hjælper til i Børnehuset, frivillige driver klubber og er trænere for holdsporten, frivillige seniorer med kørekort står parat til at køre svage ældre, når de skal på hospital og ikke har abonnement hos Falck (eller bare skal købe stort ind). Frivillige vedligeholder og driver steder for byens børn og unge - shelterpladser, multihaller, forsamlingshuse osv. 

I de fleste landsbyer og mindre byer findes et stort antal frivillige foreninger, befolket af personer, som har et stærkt engagement i lokalsamfundet. Disse personer, som ofte er mere end Tordenskjolds Soldater, men også det lille samfunds forældre, leverer ikke bare frivilligt socialt arbejde, men også i høj grad inden for kultur og fritid.

En gruppe som også spiller en vigtig rolle er de mange nye, små selvstændige (soloselvstændige), som pga. it-teknologien arbejder hjemmefra. De har også ofte en stor interesse i deres lokalsamfund og vil gerne bidrage med kompetencer - fordi man som lille selvstændig ofte har brug for at være en del af et større fællesskab.

Alt dette betyder, at der er potentiale for at opbygge nogle strukturer på tværs af offentlig og frivillig velfærd med inddragelse af lokale erhvervsdrivende og sociale iværksættere. Der er muligheder for at skabe nye hybrider, der kan vise vejen ud af den mangel på ressourcer, som præger mange kommuner. 

Samtidig er der - hvilket måske er endnu bedre end frivilligheden - på landet en mulighed for at nedsætte efterspørgslen efter de sociale velfærdsydelser.

Det er nemlig sådan, at rigtig mange - og helt forskellige - undersøgelser gennem flere år samstemmigt har afdækket og påvist, at trivslen er større på landet. Det, at der er et stærkere socialt netværk og fællesskab, skaber sammen med nærheden til naturen og de såkaldt stedbundne kvaliteter en mulighed for større trivsel. 

Antropologen møder smeden

Her spiller også den større diversitet og inklusion ind, som ifølge én af undersøgelserne (Pia Heike Johansen m.fl.) kommer af nødvendigheden af rummelighed, som findes i små samfund. Her kan man ikke gemme sig, ligesom i byen. Man kan heller ikke nøjes med at søge sammen med dem, der ligner en selv. Rummelighed over for dem, der er på en anden måde end en selv, ser ud til at være med til at øge trivslen: Den lille økolog møder industrilandmanden. Antropologen møder smeden. De falder i snak hos købmanden og kommer til at dele en vagt i forsamlingshuset eller træne de samme lilleputter.

På mere end én måde kan landdistrikterne altså vise nogle veje ud af den trivsels- og velfærdskrise, som hele samfundet er havnet i. Landdistrikterne er - og kan i endnu højere grad blive - en slags eksperimentarium og laboratorium for udviklingen af det næste velfærdssamfund - hvis mulighederne herfor bliver bedre:

Der skal gives ressourcer til at facilitere den potentielle nytænkning og støtte de ildsjæle, som driver den (også om nødvendigt støtte dem økonomisk). Og der skal gives en udstrakt grad af frihed og myndighed i lokalsamfundene til at udforme konkrete løsninger og modeller. Nye og hidtil usete former for socialøkonomi og hybridformer mellem offentligt, privat og frivilligt vil kunne se dagens lys.

Dette nødvendiggør, at der fra de centrale lovgiveres side ryddes nogle regler væk og gives grønt lys for nye muligheder, så dette potentiale kan komme til udfoldelse og alle de dygtige sociale entreprenører og ildsjæle, der findes i de små samfund, kan få lov at folde deres ideer og modeller ud.Til fælles bedste.

Dette kan gavne og inspirere ikke bare de små samfund på landet – men alle nærsamfund, nabofællesskaber og stedbundne fællesskaber, overalt hvor de findes – også i de store byer.  

De store byer, hvor ensomheden og mistrivslen er størst, kan sagtens tage ved lære af de modeller, der udvikles på landet.