HOLBÆK: Holbæk har valgt Lejerbo som samarbejdspartner til opførelsen af nyt plejecenter i Holbæk by. Det oplyser kommunen. Fem boligselskaber har været inviteret med i udvælgelsesprocessen.
John Harpøth (DF), formand for Udvalget for Ældre og Sundhed, fremhæver blandt andet det bæredygtige byggeri og Lejerbos vision om et åbent plejecenter, som skal være en levende del af lokalområdet med naboerne, der både tæller fælleshus, daginstitutioner og skole.
- Der bygges i dag plejecentre ud fra grundtanken, at arkitektur kan være med til at øge trivsel, velvære og arbejdsglæde for beboere, personale og pårørende. Med det nye plejecenter får vi et visionært byggeri, som ser ud i fremtiden med alle de aspekter, der følger med, og dermed sætter nye standarder.
- For mange af husets beboere er det livets sidste rejse, og derfor er det grundlæggende vigtigt, at alle lige fra medarbejdere, pårørende og til den enkelte beboer kan nyde hverdagen i de bedste rammer, siger John Harpøth.
Grundlaget for et udbud af totalentreprisen er ifølge Lejerbos plan klar sidst i 2021 med byggestart i oktober 2022.
ibs