
Fra 172 årlige magtanvendelser i 2020 - 2021 til 49 i 2022 - 2023. Det er resultatet for otte botilbud, der har deltaget i et forsøg fra 2022 - 2024.
Ifølge Annika Liversager, som er forsker ved VIVE og har stået for projektet, skyldes den positive udvikling især ét bosted. Men selv når det ene botilbud fjernes fra udregningen, er der stadig et positivt resultat.
- Medarbejderne på bostederne har også fortalt, at ikke nok med at antallet af magtanvendelser er faldet, så er de situationer, hvor der bruges magtanvendelse, også blevet mildere, siger hun på KL Social konference, der afholdes onsdag.
Helt konkret har de otte bosteder, som består af godt 100 borgere og 200 medarbejdere, fået indført LA2u modellen, som bygger oven på og integrerer forskellige socialpædagogiske redskaber og tilgange, hvor der er fokus på at anvende borgernes egne drømme og ønsker som tilgang til at øge trivslen i hverdagen.
Hvad er LA2u?
- LA2u står for low arousal 2 - understøttet.
- Metoden handler om at forebygge voldelig og udadreagerende adfærd blandt borgere med udviklingshæmning.
- Metoden bygger oven på og integrerer forskellige socialpædagogiske redskaber og tilgange, hvor der er fokus på at anvende borgernes egne drømme og ønsker som tilgang til at øge trivslen i hverdagen.
- Den indeholder en række samtale- og refleksionsredskaber, som retter sig imod at forstå borgerens ”indefra-perspektiv”.
- Centralt i LA2u er brugen af tre planlægningsredskaber, som er trivselsplaner, tryghedsplaner og læringsplaner.
- Trivselsplanen har fokus på, hvad der kan gøre, at borgere har en god hverdag.
- Tryghedsplanen er til borgere, hvor der forekommer uhensigtsmæssig adfærd.
- Læringsplaner udarbejdes, når der er episoder og nye former for adfærd, som man med fordel kan lære af.
- Planerne skal være med til at etablere og forankre en fælles forståelse af, og en fælles tilgang til, de enkelte borgere på tværs af medarbejderstaben.
Bedre trivsel
Udover et fald i antallet af magtanvendelser er trivslen også blevet bedre hos både borgere og medarbejdere.
Borgernes trivsel blev målt efter WHO-5 scoren, som giver et indblik i, om borgeren har en god hverdag. I november 2022 var borgernes samlede gennemsnitlige score på 55, og i juni 2024 lå den på 60.
Andelen af borgere som var udadreagerende faldt også fra at være 77 pct. til at være 66 pct.
Blandt medarbejderne var der en stigning i engagement på arbejdspladsen, relation til nærmeste leder og generel jobtilfredshed.
Inden projektets start lå medarbejdernes svar under landsgennemsnittet for alle lønmodtagere på de tre parametre, men ved slutningen af forsøget lå de til sammenligning over landsgennemsnittet på parametrene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.