ESBJERG / SLAGELSE: Selv om Esbjerg Kommune er frifundet for at skulle betale erstatning til tre sexkrænkede piger, giver dommen optimisme i forhold til en parallel sag ved Østre Landsret.
Sådan lyder det fra advokat Mads Krøger Pramming. Han repræsenterer tre søstre, som kræver erstatning fra Slagelse Kommune efter at have været udsat for seksuelle overgreb af en plejefar.
- Jeg er selvfølgelig super ked af, at Esbjerg Kommune er frifundet i forhold til de børn, det handler om der. Men i forhold til min sag i Østre Landsret er jeg meget fortrøstningsfuld efter at have læst dommen, siger Mads Krøger Pramming.
Han gør gældende, at den manglende indgriben fra kommunens side er udtryk for omsorgssvigt. En argumentation, som landsretten ifølge Mads Krøger Pramming accepterer.
- Jeg kan se, at landsretten er enig i, at man godt kan rejse krav efter menneskerettighedskonventionen, og at landsretten går fuldt ind i prøvelsen af, om kommunen har overholdt de forpligtelser, man har, siger Mads Krøger Pramming.
Afgørende forskel
Han ser en afgørende forskel på sin egen og Esbjerg-sagen:
- Når dommen ender i frifindelse, så gør den det – så vidt jeg kan se - fordi der ikke er tale om børn af gerningsmanden, som kommunen var forpligtet til at passe på, men derimod nogle gæster, nogle legekammerater, som er kommet i hjemmet, siger Mads Krøger Pramming.
- Og dommen siger: Ja, kommunen har nogle forpligtelser, men de kan ikke udstrækkes til at omfatte gæster i hjemmet, siger Mads Pramming.
Det stiller sig ifølge advokaten anderledes med hans klienter, der ikke var gæster i hjemmet, men børn anbragt hos en plejefamilie:
- Mine klienter er sårbare børn, som kommunen skulle holde øje med hver eneste dag. Den plejefar, der forgreb sig på mine klienter, var ansat til at passe på dem. Der er altså et direkte ansvar, siger Mads Krøger Pramming.
Der falder dom i sagen ved Østre Landsret 16. juni.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.