

I sidste uge skrev Manu Sareen et brev til landets kommuner, hvor han udtrykte sin bekymring over forholdene for de handicappede. Nu følger ministeren så op med en klar besked til KL, som er af den vurdering, at handicappede på landets bosteder ikke har ret til at blive ledsaget af personale på ferier eller til fritidsaktiviteter.
- Jeg er ved at være træt af, at KL alene gør det her til et spørgsmål om ferier eller ej. Det her stikker meget dybere end det. Det er et spørgsmål om, hvorvidt nogle af de mest sårbare borgere er sikret et selvstændigt liv med aktiviteter og samvær, siger Manu Sareen til Avisen.dk.
Avisen.dk har tidligere beskrevet, hvordan næsten hver femte kommune afsætter nul dage om året til at ledsage svært handicappede på ferier og til fritidsaktiviteter.
Ledsagelse er kommunal kerneydelse
I brevet til kommunerne opfordrer ministeren kommunerne til at sikre, at 'intentionen og formålet med serviceloven' bliver overholdt. Samtidig betegner han pædagogisk ledsagelse som 'en kommunal kerneydelse'.
Manu Sareen forventer, at de kommuner, der har et serviceniveau på nul dage, vil genoverveje politikken på området, siger han.
- Det er da min klare forventning, at kommunerne forholder sig aktivt til mit orienteringsbrev. Det er jo ikke for sjov, at jeg sender sådan et brev. Derudover vil jeg tage et møde med KL, og så kan jeg også kun opfordre de kommunale handicapråd til at holde øje med det her, siger ministeren til Avisen.dk.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.