Barnet skal først.
Det var det klokkeklare budskab, da den daværende s-regering, Enhedslisten, De Radikale, SF, Alternativet, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne i maj 2021 blev enige om reformen Børnene Først.
Reformen har til hensigt at hjælpe udsatte børn og familier tidligere og bedre end i dag og skal løfte området med to milliarder kroner i årene 2022-2025.
I aftalen fremgår det samtidig, at evalueringen af det specialiserede socialområde skulle danne grundlag for politiske drøftelser om en specialeplanlægning, herunder i forhold til kvaliteten på bl.a. opholdssteder og døgninstitutioner for anbragte børn og unge.
Dog har den nye regeringsdannelse med SVM ved roret sat handlingerne i reformen i bero. Men det skal der laves om på. Det mener socialordfører for SF Theresa Berg Andersen, der har bedt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil om at forklare, hvad planerne er for den politiske drøftelser om at styrke kvaliteten på opholdssteder og døgninstitutioner for anbragte børn og unge.
Grumme afsløringer
Spørgsmålet kommer blandt andet på baggrund af Politikens afsløringer om, at unge vikarer smuglede piller og hash ind til unge indsatte på den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland. Vikarerne indtog også selv pillerne under nattefester med de unge i juli 2022.
Senere kunne Politiken fortælle, at lederen af den sikrede institution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, Bente Kermenoglou, trækker sig fra sin stilling som forstander.
Samtidig har Kommunen.dk kunne berette om, at to mindreårige beboere på døgninstitutionen Nexus i Jægerspris i sommer blev fastholdt, slået og sparket og trampet i hovedet af ansatte på institutionen. Tre personer er nu blevet tiltalt i sagen.
De tre personer var, da episoden fandt sted, ansatte på institutionen, der ligger i Jægerspris og er drevet af Københavns Kommune.
Anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi har tiltalt tre af de ansatte for vold begået mod den 15-årige beboer, og to af de ansatte for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter begået mod den 17-årige beboer. En sag, der skal for Retten i Hillerød den 13. marts.
Indkaldes til forhandlinger
I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen vil indføre en specialeplanlægning, og i sit svar til Theresa Berg Andersen forklarer Pernille Rosenkrantz-Theil, at ordførerne vil blive indkaldt til forhandlinger, hvor det blandt andet skal drøftes, hvordan kvaliteten ikke blot på opholdssteder og døgninstitutioner for anbragte børn og unge, men også mere generelt på de sociale tilbud, kan styrkes.
Regeringen ønsker dermed også at videreføre den politiske aftale om Børnene Først fra maj 2021, hvori der er afsat midler til en kvalitetsramme, der skal højne kvaliteten på døgninstitutioner og opholdssteder, lyder det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.