Et nyt nationalt Råd for Bandebekæmpelse skal nu styrke myndighedernes tværgående indsats over for bandekriminalitet. Rådet, der er blevet til efter idé fra København, Aarhus og Odense Kommuner, får til opgave at være et forum for koordinering og erfaringsudveksling vedrørende den overordnede indsats over for bandekriminalitet og vil bestå af repræsentanter for en lang række myndigheder.
Rådet skal blandt andet have fokus på bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser, lyder det fra Justitsministeriet.
Med nedsættelsen af rådet skabes der endnu bedre rammer for myndighedernes samarbejde om at forebygge og bekæmpe bandekriminalitet. Rådet vil komme til at bestå af en række ministerier, landets største kommuner, KL, politiet og Skattestyrelsen.
Massivt pres
- Det nye råd skal være med til at sikre massivt pres på alle former for bandekriminalitet i Danmark. Også i de perioder, hvor banderne er mindre synlige i gadebilledet. Derfor er jeg tilfreds med, at justitsministeren har lyttet til vores opfordring om at oprette et nationalt råd for bandebekæmpelse, så banderne kan bekæmpes og begrænses så meget som muligt, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Rådet sammensættes af repræsentanter for Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Socialministeriet, Skatteministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Rigspolitiet, Skattestyrelsen, KL, Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Odense Kommune.
Herudover deltager Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), Udbetaling Danmark og relevante politikredse, når der er anledning til det.
Rådet vil derudover efter behov kunne invitere andre relevante aktører til at deltage i rådets møder, f.eks. faglige eksperter, boligorganisationer, fagforbund mv.
Med nedsættelsen af rådet bliver den arbejdsgruppe, som var et af initiativerne i Bandepakke III, gjort permanent og udbygget.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.