
Nedrakning af folkeskolen. Det var, hvad en kendt såkaldt samfundsdebattør havde som ærinde i et indlæg i en stor landsdækkende avis lige op mod sommerferien. Desværre er det ikke bare et enkeltstående eksempel. Man mærker hensigten og bliver forstemt.
Pågældende samfundsdebattør postulerede, at forældre, der har valgt en privatskole, 'lever på en ø af faglighed og kundskabsglæde'. Insinuationen var så samtidig, at der ikke er faglighed og kundskabsglæde i folkeskolen.
Postulatet er jo også en nedgøring af det store flertal af forældre, der vælger folkeskolen. Tror den pågældende måske, at forældre er dumme. Forældre ved godt, hvad deres børn får i folkeskolen, og hvad der er folkeskolens styrke. Hvis der ikke i folkeskolen var faglighed og kundskabsglæde ville langt flere forældre, end det er tilfældet vælge folkeskolen fra.
Folkeskolen giver eleverne nyttige kundskaber, færdigheder og personlig alsidig udvikling. Åbenhed, gå--på-mod, medmenneskelighed, evne til at omgås og samarbejde med alle mennesker er resultater, der kan lægges til, når regnebrættet over folkeskolens resultater gøres op. Folkeskolen løser de opgaver, demokratiet i form af Folketinget har besluttet. Det er der åbenbart nogen, der har problemer med!
Folkeskolens gode resultater viser sig mange steder. Færdigheds- og kundskabsniveauet generelt i det danske samfund giver os plads blandt verdens rigeste nationer. Danske unge scorer højest i internationale undersøgelser i forhold til medvirken i og viden om demokratiet. Vi ligger højest i verden, når det gælder elevernes glæde ved skolen. Danskerne er verdens lykkeligste folkeslag. Og vi er et af de lande i verden, der har mindst social uro. Det er vel ikke så ringe endda.
Alt det skal vi selvfølgelig varme os ved, men ikke lade os nøje med. Den moderne folkeskole skal fortsat lære eleverne nyttige faglige kundskaber og færdigheder. Men eleverne skal samtidig i endnu højere grad udvikle alsidige kompetencer som kreativitet, innovation, samarbejds- og problemløsningsevne. Det er kompetencer, der er brug for, når vi fortsat skal kunne klare os i den globale konkurrence. Det arbejder folkeskolen hårdt på at bibringe eleverne. Samtidig giver folkeskolen helt unikke muligheder i forhold til den menneskelige vækst og forståelse, der følger af deltagelse i forpligtende fællesskaber præget af mangfoldighed.
Det er alt dette den såkaldte samfundsdebattør nedgør med sine opfordringer til forældrene om at flygte over i privatskolerne. Det skal ikke stå uimodsagt. Det har hverken folkeskolen eller fremtidens samfund fortjent.
Børne- og uddannelsesdirektør i Kolding, Ib Hansen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.