
SJÆLLAND: 1. januar fik EU helt nye støtteordninger, der fra 2014 til 2020 skal hjælpe lokale myndigheder, virksomheder og organisationer med at finde løsninger på de udfordringer, som Europa står over for.
Derfor har Region Sjællands EU-kontor, ZealandDenmark EU Office, lavet en ny hjemmeside, der giver overblik over de nye muligheder. EU-fondene støtter samarbejde, internationaliseringen og udvikling af løsninger og forretningsmodeller. Den nye hjemmeside er et videnssite, der også vil bringe nyheder om politiske initiativer, der får betydning for Region Sjælland og de 17 kommuner. Hjemmesiden vil også bringe artikler med best practice fra andre lande og regioner, der har gjort fremskridt på områder, hvor også Region Sjælland har brug for at finde nye løsninger.
De seneste år har politikerne arbejdet med at reformere EU's støtteprogrammer, der skal vare fra 2014 til 2020.
- EU får i den nye periode øget fokus på vækst og konkrete resultater. Samtidig bliver EU-systemet mere simpelt og nemt at finde rundt i, forklarer Esther Davidsen, kontorchef for ZealandDenmark EU Office.
Hun ser eksempelvis gode muligheder for EU-støtte til innovation hos virksomheder. Region Sjælland, Vækstforum Sjælland og en række øvrige organisationer i regionen kører disse år et projekt, TIPS, der sikrer professionel rådgivning for virksomheder. TIPS fik i første år godkendt ansøgninger for 12,5 mio. kr. til innovation hos sjællandske virksomheder.
EU har også fokus på at sikre, at sundheds- og plejesystemerne kan sikre gode velfærdsløsninger for det stigende antal ældre. Også den lokale, grønne omstilling til et fossilfrit samfund er et vigtigt EU-mål.
EU's nye budgetramme, der varer fra 2014-2020, er på i alt 7200 milliarder kroner. En stor del af støtten går til lokal udvikling. Nogle støtteordninger skal søges lokalt, eksempelvis gennem Vækstforum Sjælland, styrelser eller lokale aktionsgrupper. Andre midler skal søges gennem EU-Kommissionen i Bruxelles.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.