Overenskomstaftaler for flere kommunale medarbejdergrupper er nu færdigforhandlede, og det overordnede tema har været lønstigninger.
Processen med at indgå de individuelle overenskomster kommer i forlængelse af de tre store rammeforlig på henholdsvis statens, kommunernes og regionernes område, der faldt på plads i februar. Udkommet af de aftaler blev bl.a., at alle ansatte i kommunerne er garanteret generelle lønstigninger på 6,5 procent.
Det pædagogiske område
Det var løn, løn og atter løn, der var fokuspunktet for forliget på det pædagogiske område, hvor FOA organiserer bl.a. pædagogmedhjælpere og dagplejere, og det er lykkedes, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen. Han er særdeles tilfreds.
- Det kommer til at gøre en stor forskel på lønsedlen for den enkelte, at vi har prioriteret lønnen på alle overenskomster, der blandt andet kommer i grundlønsforbedringer og honorerer ancienniteten, siger Kim Henriksen til Fagbladet FOA og understreger, at derudover kommer de midler, der blev aftalt i treparten.
Pædagogområdet fik bl.a. forhandlet et årelangt ønske om et ekstra løntrin for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter på plads.
Sosu-området
FOA har ligeledes indgået forlig med KL om nye overenskomster for social- og sundhedspersonalet i kommunerne. Det skriver Fagbladet FOA.
I forliget indgår bl.a., at social- og sundhedshjælpere og -assistenter udover lønstigninger får endnu et løntrin.
- Det er en rigtig stor sejr. Startniveauet bliver noget højere, end det er i dag, og sluttrinnet bliver noget højere, lyder det fra Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Den økonomiske ramme blev i alt 8,8 procent i de generelle forlig, hvoraf to procent blev afsat til organisationsforhandlinger. De 6,5 procent går til de generelle lønstigninger over de næste to år til alle kommunalt og regionalt ansatte. Allerede 1. april 2024 stiger lønnen med fire procent.
Lærerne
Danmarks Lærerforening og KL er blevet enige om en ny læreroverenskomst, som vil komme til at gælde for langt den største gruppe af Lærerforeningens medlemmer, skriver fagbladet Folkeskolen. Ud over de centralt aftalte forberinger betyder aftalen, at der for første gang vil være efteruddannelse med i lærernes overenskomst.
Derimod lykkedes det ikke Lærerforeningen at komme igennem med seniorforbedringer eller en lærerstartsordning for nye, unge lærere, noget som frustrerer formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, der dog over for fagbladet konkluderer:
- Selvfølgelig er aftalen udtryk for nogle kompromiser, men i alt er jeg tilfreds.
Forligene skal godkendes ved afstemninger i alle organisationerne, så de nye aftaler kan træde i kraft 1. april, hvor de gamle udløber.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.