
ODENSE: Indenrigs- og Boligministeriet har afslået Odense Kommunes ansøgning om dispensation i forhold til konsekvenserne af stemplet som hård ghetto for boligområdet Solbakken, oplyser Fagbladet Boligen.
Kommunen er derfor i samarbejde med boligorganisationerne forpligtet til at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 pct. inden 1. januar 2030. Ønsket fra kommunen var at kunne nøjes med at reducere til 60 pct. Boligområdet, der blandt andet blev kendt, da man tilbød kriminelle en bonus for at flytte fra området, er inde i så god en udvikling, at man ikke længere opfylder kriterierne for at være en hård ghetto.
- Der er mange gode intentioner i ghettoloven. Vi er i fuld gang i forberedelserne til en anden udviklingsplan for et stort boligområde i Odense. Hvor vi tror på, at initiativerne vil gøre en positiv forskel. Men når vi taler om et boligområde som Solbakken, føler vi ikke, at proportionerne passer, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der finder det ekstra bittert, når det kun var ganske få mennesker med en dom og med manglende uddannelse, der var afgørende, for at området i 2020 endnu engang kom på ghettolisten.
Mulighed for fortolkning
Ifølge Fyens Stiftstidende holdt boligminister Kaare Dybvad (S) fast i tal fra Danmarks Statistik, der måske nok var retvisende, da de blev opgjort ved årsskiftet, men som siden har vist sig ikke at holde stik.
Boligorganisationen Civica er største almene boligorganisation uden for København, og herfra har bestyrelsen tænkt sig at stå fast på kravet om, at ingen boliger i afdelingen skal rives ned eller sælges. I forvejen er det planlagt at ommærke familieboliger til ungdomsboliger, men det er ikke gjort med det.
- Det er en markant politisk markering, at ministeren vælger ikke at give os en dispensation. Solbakken er på ingen måder at sammenligne med Vollsmose, siger bestyrelsesformand Flemming Jensen, mens direktør Jens Pilholm peger på, at ministeren har haft et råde- og fortolkningsrum, som han ikke har ønsket at bruge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.