dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Ombudsmand ind i Randers-sag om gensidig forsørgerpligt

Byrådsflertal i Randers besluttede ikke at genbehandle 110 ugyldige afgørelser om gensidig forsørgerpligt - og skal nu svare på hvorfor
5. NOV 2015 13.17

RANDERS: En række kommuner har valgt - af egen drift - at genbehandle sager om gensidig forsørgerpligt - således gennemgår Københavns Kommune 1700 sager. Og landet over udbetales der millioner til folk, der fik trukket i deres kontanthjælp, selv om fx regler om høring ikke var overholdt.

Ombudsmanden indleder nu en undersøgelse af, om det var lovligt, at et flertal i Randers Byråd besluttede ikke at genoptage behandlingen af ca. 110 ugyldige afgørelser om gensidig forsørgerpligt - svarende til 4,4 mio. kr., oplyser byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten), der i juni stemte imod sammen med Beboerlisten, R, EL og SF. Flertallet bestod af V, S, DF og K.

I et høringsbrev skriver ombudsmanden blandt andet: 'Hvis en myndigheds retsanvendelse eller praksis er blevet underkendt, og der dermed er truffet ugyldige afgørelser, antages myndigheden normalt at være forpligtet til at genoptage allerede afgjorte sager af egen drift, hvis dette ikke vil volde større vanskeligheder, fx fordi det er forholdsvis ukompliceret at finde frem til de relevante sager. Jeg må på baggrund af det anførte i sagsfremstillingen umiddelbart forstå, at Randers Kommune har identificeret eller har mulighed for at identificere de ca. 110 sager, hvori der formodes at være truffet ugyldige afgørelser. På den baggrund beder jeg Randers Kommune udtale sig om, hvorvidt kommunen i lyset af det ovenfor anførte må anses for forpligtet til at genoptage sagerne af egen drift, og om kommunen i givet fald vil omgøre beslutningen af 8. juni 2015.'

Kasper Fuhr, der var socialudvalgsformand indtil maj i år, hvor byrådsflertallet væltede brættet og satte to udvalgsformænd fra bestillingen, vurderer selv, at hvis ombudsmanden pålægger Randers Kommune at genbehandle sagerne, vil det få betydning for kontanthjælpsmodtagere i hele Danmark:

- Jeg håber, at ombudsmanden vil skære ud i pap for byrådsflertallet, at alle i det her samfund har krav på, at loven bliver overholdt - og det gælder altså også folk, der er på kontanthjælp. Havde det for eksempel været en virksomhed, der var blevet snydt, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at både borgmesteren og hans flertal havde været de første til at undskylde og kræve, at de ugyldige afgørelser blev omgjort. Men når det er kontanthjælpsmodtagere, så får piben en anden lyd.

Kommunen skal svare på spørgsmålene senest 30. november.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/ombudsmand-ind-i-randers-sag-om-gensidig-forsoergerpligt

GDPR