Plejepersonale drikker sjældnere kaffe med de ældre

En undersøgelse fra FOA viser en udvikling i ældreplejen, hvor personlig kontakt viger for øget arbejdspres.

Hvor det engang var almindeligt, at plejepersonalet havde tid til en kop kaffe med en ældre borger, er det i dag noget, der sjældent er tid til. 

En ny undersøgelse lavet af FOA og Roskilde Universitet belyser plejepersonalets tid til en kop kaffe med de ældre, og resultatet er ifølge FOA, at den personlige kontakt i ældreplejen viger for et øget arbejdspres. 

Det er en udvikling, som bekymrer sektorformand i FOA Tanja Nielsen.

- Man kan måske mene, at en ugentlig kop kaffe mellem en ansat i ældreplejen og borgeren er ligegyldig luksus. Men kaffetallet er kanariefuglen i kulminen på ældreområdet. Den menneskelige kontakt er en forudsætning for at forstå de ældre og de pårørendes individuelle behov og ønsker, siger Tanja Nielsen.

Undersøgelsen viser, at hvor 62 procent af medarbejderne i hjemmeplejen mindst en gang ugentligt lykkedes med at drikke en kop kaffe eller lignende med de ældre tilbage i 2005, er tallet faldet til cirka 17 procent i 2025.

Udviklingen bekymrer også medarbejderne selv. I 2025 svarer to ud af tre ansatte i ældreplejen, at de er ”meget” eller ”en del” bekymrede for, at bemandingen er så lav, at det udgør en risiko for borgernes sikkerhed.

Tanja Nielsen henviser til den nye ældrelov, som netop burde sikre mere tid til bl.a. omsorg.

- Det store fokus er netop på kontakten mellem ansatte og borgere, så de kan levere den hjælp og omsorg, de ældre har behov for. Så nytter det ikke noget, hvis nedskæringer og personalemangel forhindrer os i at gennemføre den nye lovs løfter, siger Tanja Nielsen.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/plejepersonale-drikker-sjaeldnere-kaffe-med-de-aeldre

GDPR