
REBILD: Mens lovforslaget om Velfærdsaftalen er ved at blive behandlet i Folketinget, vedtog Rebilds byråd i sidste uge en klar plan for, hvordan de skal gribe frihedsforsøget an på kommunens dagtilbudsområde. Det fremgår af referatet fra byrådsmødet.
Kommunen holder fast i nogle af de nuværende rammer, og bl.a. pladsanvisningsprincipper, tilskud til pasning af eget barn, ret til deltid i forbindelse med barsel, kombinationstilbud og sprogvurdering og sprogstimulering af børn med behov og børn uden for dagtilbud er nogle af de hegnspæle, der fortsat vil være for institutionerne.
Til gengæld skal institutionerne sættes fri fra flere proces- og formkrav i arbejdet med pædagogiske læreplaner, forældrebestyrelser og ensartede krav, så institutionerne selv kan vurdere og fastlægge deres indsatser og arbejde. Af de organisatoriske rammer kan dagtilbuddene bl.a. frisættes fra krav om kommunale frokostordninger og en åbningstid på 51,5 timer om ugen.
Det overordnede formål er at give tilbuddene frihed til at vurdere deres egne og børnenes behov og arbejde med den pædagogiske kvalitet. Samtidig vil der forsøges at arbejde med flerårige budgetter, så dagtilbuddene får mere handlefrihed til bl.a. at spare op til større investeringer.
Inddragelse i processen
I planen for frihedsforsøget er der fastsat fem overordnede punkter for mål og retning:
- Udviklende fællesskaber - skabe meningsfulde, trygge og udviklende fællesskaber og udvikle børnenes potentiale bedst muligt ved individuel behandling.
- Leg, dannelse og læringsmiljøer - skal trives og dannes socialt, personligt og fagligt, opleve trygge og pædagogiske læringsmiljøer der udvikler nysgerrighed, kreativitet og lyst til læring.
- Indvolvering og medbestemmelse - opleve, at der bliver lyttet nysgerrigt, inddrages aktivt og har indflydelse og medbestemmelse.
- Trivsel og tidlig indsats - et sundt og aktivt liv, sikre trivsel og læring og en tidlig og forebyggende indsats.
- Sammenhæng og samskabelse - at alle har en voksen, der engagerer sig og tager ansvar, at forældre møder tilbuddene i aktivt samarbejde og oplever, at dagtilbud hjælper børnene i mål.
De forskellige bestyrelser, dagtilbud, styregruppen for velfærdsaftalen, den politiske følgegruppe og de politiske udvalg har været med i udarbejdelsen af den nu vedtagne plan. Det er meningen, at medarbejdere og forældre og en politisk følgegruppe med repræsentanter for hvert af byrådets partier forsat skal involveres i processen.
- Der er gjort et kæmpe forarbejde af alle lige fra forældre, medarbejdere, ledere og politikere, for at vi i går aftes kunne vedtage nogle rammer og retningslinjer der giver dem den største mulige frihed i processen. Vi har stor tillid til, at de kommer til at lave det allerbedste tilbud der passer lige nøjagtig til deres lokalområde, udtalte borgmester Leon Sebbelin (R), efter planen blev vedtaget.
Folketinget forventer endeligt at vedtage loven, der gør frihedsforsøget muligt, 6. maj, og Rebild Kommune forventer, at Velfærdsaftalen træder i kraft 1. juni, og at kommunen går i gang i løbet af måneden. Forsøget løber frem til 30. juni 2024, hvorefter Vive skal evaluere projektet.
Læs mere om byrådet planer og mål i byrådsreferatet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.