
Et femdages højskoleophold kan blive et vendepunkt for borgere med psykiske udfordringer eller efter langvarig sygdom - og rykke borgere tættere på arbejdsmarkedet.
Det er i hvert fald erfaringerne fra Køge Kommune, der siden 2023 har sendt over 20 borgere afsted på Recovery Højskole - et tilbud drevet af Region Sjælland. Her viser en evaluering nemlig, at opholdet styrker deltageres livsmod og motivation, og at flere starter i virksomhedspraktik efterfølgende.
Højskoleopholdet er ikke et behandlingstilbud, men et frivilligt tilbud, hvor kursisterne blandt andet møder oplægsholdere og undervisere med egne erfaringer med recovery.
Og ifølge Anne Mette Billekop, leder af PsykInfo - Kompetencecenter for Recovery i Region Sjælland, er det netop fællesskab og inspiration fra ligesindede, der er med til at løfte deltagerne.
Hun fortæller, at tilfredsheden med opholdende har ligget et sted imellem 91 - 100 procent siden 2023.
"Det er meget individuelt, hvad der giver mest værdi for den enkelte, men det, der fremhæves i kommentarerne, er oplevelsen af at være en del af et positivt fællesskab, at blive inspireret af andres erfaringer, opleve håb og få et nyt blik på muligheder i kursistens eget liv", skriver hun i et skriftligt svar til DK Nyt.
Fortsætter i kommunalt regi
Højskoleopholdet er et tilbud på fem dage, og forløbet fortsætter i hjemkommunen.
Her deltager borgeren i et forløb på syv undervisningsgange, hvor blandt andet medarbejdere fra jobcentret og socialafdelingen understøtter en fortsat god proces. Herudover får borgerne mulighed for at deltage i et frivilligt netværk på værestedet Værket.
Her kan deltagerne fastholde fællesskabet og fortsætte udviklingen - og det er vigtigt, understreger formand for Køge Kommunens Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mette Wigand-Bode (V):
- Vi kender alle sammen den følelse af tomhed, der kan ramme, når man har været intenst sammen med andre mennesker i længere tid. Derfor gør vi meget ud af at borgeren kan fortsætte forløbet, når de kommer hjem. Blandt andet gennem muligheden for at deltage i netværk med andre borgere, som også er ved at finde deres vej tilbage på arbejdsmarkedet, siger hun.
Recovery-højskolen
- Højskolen drives af psykiatrien i Region Sjælland.
- Programmet på Recovery Højskolen er sammensat af workshops, kreative og fysiske aktiviteter.
- Recovery Højskolen er for borgere i Region Sjælland, som er over 18 år og har erfaring med, at psykisk lidelse eller psykiske vanskeligheder er en barriere i hverdagen, og som har brug for og mod på ny inspiration.
Kilde: Recovery-højskolen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.