Regeringen afsætter 15 millioner kroner til at afbøde risikoen for hjemløshed som konsekvens af sin egen kontanthjælpsreform.
Det fortæller kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), efter at regeringstoppen har erkendt en risiko for problematiske sideeffekter ved reformen.
- Regeringen giver i dag en redningskrans til de mennesker, der er i en særligt udsat position, siger han til Ritzau.
Kontanthjælpsreformen trådte i kraft den 1. juli i år. Her bliver tusindvis af enlige kontanthjælpsmodtagere sat ned i månedlig ydelse, mens børnefamilier omvendt får en højere ydelse.
Som konsekvens heraf har flere medier kunnet berette, at nogle kontanthjælpsmodtagere nu får et så lille rådighedsbeløb, at de risikerer at blive hjemløse.
Det har fået Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, til at kræve hurtige løsninger, og fredag erklærede statsminister Mette Frederiksen (S) sig enig.
15 millioner kroner til de mest udsatte
Konkret afsætter regeringen nu 15 millioner kroner i 2026, som kommunernes sagsbehandlere kan bruge til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere.
Er det tilstrækkeligt?
- Det er vores vurdering. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, må vi se på det igen, siger Jakob Engel-Schmidt.
Regeringen har selv indrettet det nye kontanthjælpssystem, der blandt andet har som formål at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde frem for at være på en offentlig ydelse.
Men balancen skal være korrekt, siger Jakob Engel-Schmidt.
- I den ene hånd har man en reform, der sikrer, at flere end nogensinde er i arbejde. På den anden side er der nogen, der oplever et ekstra stort pres.
Hvorfor har I ikke sikret dette i første omgang?
- Reformen er et solidt stykke politisk håndværk. Økonomien har i mellemtiden udviklet sig med stigende huslejepriser og fødevarepriser, der gør det ekstra svært, siger Jakob Engel-Schmidt.
Derfor "skylder" regeringen at reagere, lyder det.
- Det dummeste ville være at fastholde lukkede øjne for de utilsigtede konsekvenser.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



















