dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Regeringen under pres i dag for flygtningelandsbyer

V går nødtvunget med i folketingsflertal for at undersøge mulighederne for flygtningelandsbyer
20. JAN 2016 6.38

FOLKETINGET: Regeringspartiet Venstre vil i dag sammen med et flertal bestående Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative stemme for et beslutningsforslag om at en undersøgelse af grundlaget for at anlægge flygtningelandsbyer skal være på plads inden 1. marts.  Det skriver DR og Jyllands-Posten.

Afstemningen finder sted i forbindelse med en hasteforespørgselsdebat, og når Venstre stemmer for, er det ikke af lyst, men for at undgå ydmygelsen ved at blive dikteret af et flertal uden om regeringen

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan sammen med De Konservative tælle til de 90 mandater, der udgør et flertal, og de tre partier er enige om at presse regeringen til at forberede statsligt drevne flygtningelandsbyer. I første omgang skal regeringen inden 1. marts færdiggøre en undersøgelse, som så efterfølgende kan danne grundlag for et konkret forslag til, hvordan flygtningelandsbyerne kan etableres.

S og DF står sammen men er uenige
Trods enigheden om tilvejebringelsen af et beslutninggrundlag er partierne bag flertallet dog langt fra enige om, hvad de vil med flygtningelandsbyerne. Dansk Folkeparti ønsker at isolere flygtningene fra samfundet, indtil de kan sendes hjem igen, mens Socialdemokraterne ønsker at aflaste kommunerne, mens flygtningene bliver integreret.

- Det er meget vigtigt for os, at flygtningelandsbyer ikke bliver et sted, hvor folk bliver isoleret. Vi mener, at flygtningebørn skal have en ordentlig skolegang, og folk skal have lov til at arbejde uden for centrene. Det skal i det hele taget være ordentlige og gode forhold, man bor under, siger Socialdemokraternes integrationsordfører Dan Jørgensen, til Ritzau.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er tilfreds med at kunne indgå i en alliance med Socialdemokraterne:

- Det glæder mig da, at Mette Frederiksen nu markerer, at det drejer sig om den politik, man laver, og ikke hvem man samarbejder med, siger DF-formanden til Jyllands-Posten.

Samarbejdet er dog ikke mere hjerteligt, end at Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen især hæfter sig ved uenighederne mellem de to partier. Socialdemokraterne går efter at få integrationen til at lykkes, siger hun til DR.

Ritzau+mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/regeringen-under-pres-i-dag-for-flygtningelandsbyer

GDPR