
SYDDANMARK: Region Syddanmark har indgået i et partnerskab med Mødrehjælpen, der for 600 sårbare familier betyder samtaleforløb og rådgivning i forbindelse med graviditet og fødsel, oplyser regionen.
- Vi har vurderet, at Mødrehjælpens indgående erfaring med rådgivning og specialiseret støtte kan være et rigtig godt supplement til den hjælp, regionen allerede tilbyder. Det er mit håb, at det nye partnerskab vil være til både stor gavn og glæde for både de sårbare gravide og deres familier, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
De gravide, der med partnerskabet kan få tilbudt hjælp fra Mødrehjælpen kan have fysiske sygdomme som fx diabetes, svær overvægt eller hjertesygdomme, og det kan være gravide med psykiske lidelser som angst, depression, ADHD og OCD eller gravide og familier med sociale og økononomiske problemer.
Med ved fødslen
Samarbejdet mellem region og Mødrehjælp kan være med til at sikre flere børnefamilie en god start, og så gør det op med den sociale ulighed i sundhed, mener direktør hos Mødrehjælpen Ninna Thomsen:
- Partnerskabet betyder, at socialrådgivere fra Mødrehjælpen fremover vil være til stede på regionens fødesteder, så særligt sårbare familier får kombineret den sundhedsfaglige indsats med socialfaglig hjælp. Vores socialrådgivere vil for eksempel hjælpe familierne med at understøtte barnets udvikling, bygge bro til myndighederne og finde den hjælp, de har brug for, i civilsamfundet.
Det er planen, at det nye partnerskab og tilbuddet om henvisning til samtaleforløb går i luften 1. maj 2022. Partnerskabsaftalen koster regionen 2,5 mio. kr. om året.
cwa
Fakta
Det nye partnerskab kører i tre forskellige spor:
- To gange rådgivning, som skal give den gravide og familien rådgivning om hverdagens udfordringer såsom økonomi, retshjælp, samværsregler, parforhold og barnets trivsel (600 familier om året).
- Et individuelt forløb med fokus på forældrekompetencer og støtte til både graviditetsforløbet, fødslen og barselsperioden. Derudover vil der være fokus på familiens netværk, tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse og hjælp til at navigere i offentlige tilbud og hjælp (100 familier om året).
- Mulighed for at følge de frivillige tilbud og samarbejder med andre foreninger, Mødrehjælpen har i 10 syddanske kommuner. Det er primært sociale tilbud som fællesspisning, en familieven og aktiviteter for børn.
Partnerskabsaftalen er del af regionens nye fødeplan.
Der er ca. 12.000 fødsler om året i Region Syddanmark. Langt størstedelen af børnene fødes på en af regionens fødeafdelinger i Odense, Svendborg, Kolding, Esbjerg eller Aabenraa. Derudover har regionen en hjemmefødselsklinik på Ærø. I 2020 var der 3 pct. af kvinderne i Region Syddanmark, der fødte hjemme sammen med en jordemoder. Fødselstallet er stigende i Region Syddanmark, og prognoser fra Danmarks Statistik peger på, at det fortsat vil stige de kommende år.
Fødeområdet aktivitetsfinansieres for at sikre, at økonomien følger med, når fødselstallet stiger.
Kilde: Region Syddanmark
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.