FAXE: Faxe Kommune har fortsat væsentlige udfordringer i sin sagsbehandling på børne- og ungeområdet. Det erkender politikerne i kommunens familieudvalg, som mandag anbefalede en udtalelse til Ankestyrelsen.
Styrelsen havde bedt om udtalelsen efter en henvendelse fra Danske Handicaporganisationer om overholdelse af sagsbehandlingstider, inddragelse af børn og familier samt opfølgning på indsatser.
"Det er korrekt, at nogle familier oplever overskridelser af både administrative og lovbestemte sagsbehandlingsfrister. Dette er uacceptabelt og skaber utryghed for borgerne," lyder det bl.a. i udtalelsen.
Op til mødet havde borgmester Mikkel Dam (LA) over for Sjællandske Nyheder også erkendt, at der fortsat er problemer på området, selv om der er sket fremskridt.
- Jeg tror også, at oplevelsen er, at tingene går meget langsomt. Men jeg er også af den overbevisning, at det her kræver en vedholdende indsats, sagde han.
Borgerpanel oprettet
I begyndelsen af 2025 oprettede Faxe Kommune på opfordring fra en borger et "familiepanel", der skulle give input til kommunen om børnesager. Det skete, i forlængelse af at borgere havde efterlyst en større inddragelse i genopretningen af tidligere fejlbehæftede børnesager, og efter at kommunen har besluttet at undersøge 1.000 børnesager for fejl.
I udtalelsen til Ankestyrelsen konkluderer kommunen, at der er tegn på en begyndende positiv udvikling på en række områder i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet.
Samtidig viser status som nævnt, at der fortsat er væsentlige udfordringer, hvilket bl.a. har ført til en nylig omorganisering af familieområdet.
"Samlet set vurderer Kommunen, at der er iværksat relevante tiltag, og at disse har haft en positiv effekt. Det må imidlertid samtidig konstateres, at effekten endnu ikke er tilstrækkelig til at sikre stabil og fuld overholdelse af gældende lovgivning på alle områder," lyder det.
Udtalelsen til Ankestyrelsen skal endeligt vedtages af byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








