Socialcheferne: En fejl at flytte misbrugsindsats til regionerne

Regeringen har bebudet, at behandlingen af borgere med både misbrug og en psykisk lidelse – de såkaldte dobbeltdiagnoser – skal flyttes fra kommunalt til regionalt regi. Målet er at tilgodese ’en sammenhængende og helhedsorienteret behandling af den fornødne kvalitet’, som der står i udspillet 'Sundhed, hvor du er' fra december 2017.

Det mener vi i Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) er en fejltagelse – og vil føre til det stik modsatte resultat: en opdelt og fragmenteret indsats. At placere misbrugsindsatsen i regionalt regi vil blot betyde en anden snitflade til kommunen, som ikke løser borgerens samlede problemer. Løsningen er, set med vores øjne, i stedet at arbejde for større sammenhængskraft i indsatsen. Desuden skal vi metodeudvikle og skabe tilbud, som matcher denne komplekse opgave.

Kommunen er tovholder for hovedparten af den offentlige hjælp, fx bostøtte, væresteder og job. Og al erfaring siger, at det vigtige for denne gruppe af borgere netop er få og tillidsfulde relationer. De kan ikke håndtere en palette af rådgivere, behandlere og aktører i deres i forvejen komplicerede liv.

Regeringens forslag vil udvide antallet af relationer, som borgerne skal håndtere, de vil være længere væk end de nuværende kommunale, og de vil være af kortere varighed. Alt det, vi allerede ved ikke virker – og som er grunden til, at vi i kommunerne for tiden er meget optaget af at levere få og meningsfulde relationer og ser frem til at bruge de muligheder, som lovforslaget om 'Én plan' indeholder.

Lokal forankring skaber sammenhæng
For mennesker med dobbeltdiagnoser kæmper ofte med problemer på en lang række områder i tilværelsen: økonomi, bolig, familierelationer, arbejde, sundhed osv.

For at hjælpe dem til en hverdag og tilværelse med livskvalitet, indhold og fremtidsperspektiv, er det nødvendigt at sætte ind på alle disse fronter – det, vi i kommunalt sprog kalder for en helhedsorienteret og sammenhængende indsats. Den er afgørende for, at borgeren kan komme videre i livet efter et måske årelangt misbrug og psykiske problemer.

Det er præcis den ekspertise, vi har i kommunerne. Den lokale forankring i kommunen betyder, at vi samtidig kan arbejde med de andre problemfelter i borgerens liv – økonomi, netværk, afklaring i forhold til fremtidig uddannelse eller job osv.

Vi har siden 2007 har arbejdet med misbrugsbehandling af alle borgere, også dem med psykiske udfordringer. Det har vi haft succes med – fx ved at inddrage familien i behandlingen af misbruget, fordi alle i familien bliver berørt af det. Vi har gode erfaringer med mentorordninger for unge misbrugere, som skal forsøge at fastholde en uddannelsesplan osv. Her er det værdifuldt, når vi lykkes med at arbejde med én plan – i stedet for flere, som kører parallelt i kommune og region uden sammenhæng.

Vi anerkender helt og fuldt ud, at de borgere med misbrug, som også har en meget alvorlig psykisk sygdom, de allerede er i behandling for i regionalt regi, er bedst tjent med at blive der, fordi regionerne har den psykiatriske ekspertise, og fordi det giver disse borgere størst ro i behandlingsforløbet, at det er samlet ét sted.

Lokale tilbud tæt på deres hverdag
Men her taler vi om en lille gruppe. Vi har mange borgere med dobbeltdiagnose, som er i kommunal behandling for deres misbrug, og som samtidig får socialpsykiatrisk støtte og behandling hos os for at få hverdagen til at fungere. De har typisk også kontakt til deres praktiserende læge i bopælskommunen. Altså et lokalt forankret tilbud, som er tæt på deres hverdag og bolig, med gennemgående behandlere, de kender og har tillid til osv.

Oftest giver det rigtig god mening, at man får hjælp og behandling i de omgivelser, hvor man også på lang sigt skal lære at leve med sit misbrug. Her mener vi, at kommunerne giver borgerne de helt rette tilbud. Vores misbrugsbehandlere bruger den tilgængelige viden og vurderer borgernes samlede situation, når der lægges en behandlingsstrategi. Det har ført til et skift fra døgn- til dagbehandling, hvilket faktisk allerede startede for mere end 10 år siden, da amterne havde ansvaret.

Vi ved også, at langt flere får behandling end før, og succesraten er væsentligt øget. Antallet af borgere i behandling er vokset fra 11.500 i 2007 til 16.500 i 2014. Samtidig er effekten øget, og succesraten i afsluttet behandlingsforløb fra 28 pct. i 2006 til 41 pct. i 2013, viser tal fra KL.

Flere og flere kommuner er i løbet af de senere år begyndt at screene, udrede og tilbyde psykiatrisk behandling til målgruppen – vel at mærke af egen lomme – fordi borgerne ikke får den nødvendige psykiske behandling i regionen. Samtidig er indlæggelsestiderne for borgere med de tungeste psykiske lidelser faldet betydeligt, og den ambulante psykiatriske behandling er ikke steget tilsvarende. Det betyder, at flere og flere opgaver ligger i kommunerne. Og de opgaver løfter vi.

Vi skal styrke vores ekspertise
Økonomien er heller ikke underordnet på dette felt. Vi ønsker på ingen måde, at misbrugsområdet skal udvikle sig til en territorial kampplads mellem kommuner og regioner. Det handler om at hjælpe borgerne bedst muligt – gennem en høj kvalitet i den faglige behandling. Det kræver bl.a. en vis volumen i indsatsen.

Så i stedet for at tynde ude i gruppen af borgere i kommunal behandling, og dermed også udvande vores ekspertise, skal den styrkes. Det gør vi ved at fastholde det lokale og kommunale ansvar for en helhedsorienteret indsats og tydeliggøre, at vi har et indlysende incitament for at levere kvalitet i misbrugsbehandling, da vi jo ’har’ borgeren, familien og alle de tilknyttede problematikker. Og altså også udgifterne til det.

Vi skal som kommuner selvfølgelig altid arbejde med at gøre det bedre. Arbejde for, at snitfladerne ikke er så skarpe, at borgeren skær sig. Vi skal lægge os i selen for, at samarbejdet og sammenhængen mellem den kommunale og regionale behandling forløber så glat, som det er muligt. For at sikre det bedste udbytte af de faglige kompetencer i de to systemer – og dermed den bedste kvalitet i behandlingen af disse mennesker.


Med venlig hilsen hovedbestyrelsen i FSD, formand Helle Linnet