
Der blev i de festlige 90'ere skabt en stadigt stigende mistro til, hvorvidt borgere som henvendte sig til det offentlige, i virkeligheden fik den rette hjælp eller blot blev passiviseret og underholdt på samfundets regning - og der blev samtidigt sået tvivl om, hvorvidt de ansatte brugte deres tid og ressourcer effektivt nok. Det betød at Nyrupregeringen i 1998 reformerede hele det sociale lovgrundlag, som indtil da havde været benævt bistandsloven. I stedet fik vi grundlaget for vores stadigt gældende lovkompleks, på det sociale område. hvor ordet Aktiv blev kendetegn.
Dette lovkompleks er opdelt i tre hovedlove - og en del smålove. Hovedlovene er Aktivloven, Beskæftigelsesindsatsloven og Serviceloven. Der refereres dog tæt imellem disse love på flere punkter, særligt mellem Aktivloven og Beskæftigelsesindsatsloven. Ud over at opsplitte indsatsen i hovedspor - Beskæftigelse og Service, skaber man her samtidigt grobunden for et absurd bureaukrati, som Fogh senere ikke var sen til at implementere fuldt ud, i et grotesk omfang.
Foghs genistreg
Fogh var ikke sen til, efter valget i 2001, hvor de 10 år i tusmørke begyndte for dansk socialpolitik, at indføre et stadigt voksende bureaukrati bestående af hhv. kontrol, administration og konkrete barrierer imellem sektorer og forvaltningsenheder, omfattende, sindrige sanktioner og udbetalingsregler.
Der blev fyret varme hænder og ansat masser af kolde - og det socialtfaglige helhedsorienterede arbejde kom under hele 10 året under VKO, under stadigt større pres. De ansatte brugte i slutningen af Venstre regeringstid, og desværre stadigvæk nu, i 2013 - 80 pct. af deres tid og ressourcer på bureaukrati. Det er jo fuldstændigt absurd!
Samtidigt er der fyret flere varme hænder i det offentlige - hele 30.000 alene de sidste tre år.
Det var dygtigt set af Fogh. Hermed fik højrefløjen endeligt hul på den allerstørste barrierer af dem alle overfor venstrefløjen - nemlig en stor del af folkets forkærlighed for den universelle velfærdsmodel.
De offentlige udgifter steg, de varme hænder blev fyret eller druknet i bureaukrati og han kunne nu, påvise sin påstand om, at det offentlige er omkostningstungt og ineffektivt. Samtidigt voksede der også, i befolkningen, en stadigt mere udbredt opfattelse af, at det var de fattige, ledige og udsattes, egen skyld. Der var blevet skabt et os og dem. Og han banede dermed vejen for næste store skridt i højrefløjens kamp for at Danmark bliver en rendyrket konkurrencestat.
Ny regering - Nyt håb?
Ved valget i 2011 vandt SRSF regeringsmagten, støttet af EL. Vi var mange, som havde håbet på, var blevet forvisset om, og havde regnet med, at NU skulle det stoppe. Nu skulle mennesket og det menneskelige, anstændigheden og den sociale balance tilbage i fokus i dansk politik. Men sådan blev det som bekendt ikke.
Vi gik fra tusmørke til mere tusmørke og ser nu SRSF støttet af V - LA - DF og K - føre en stadigt mindre sagligt og fagligt sammenhængende socialpolitik. Dog krydret med anerkendelse af faglige argumenter - disse følges desværre dog ikke op, men gøres rigtigt svære at udfolde. Der bliver ikke afbureaukratiseret - der er ingen styrings- eller tillidsreform på vej - det er stadigvæk mest kun løfter - og med den politik, som de i øvrigt fører, kan jeg frygte, at de - sammen med højrefløjen - vil bruge de mange sparede mia. fra en reel afbureaukratisering, på erhvervsskattelettelser, bankpakker og anden millionærbistand. Det vil selvsagt være katastofalt.
Men S-R-SF VED i modsætning til VKO bedre - og det vælger jeg at sætte min lid til at de vil ihukomme. Med VKO på broen, VED vi jo, at man vil vælge erhvervsskattelettelser, bankpakker og anden millionærbistand - og altså svække vores velfærdsmodel yderligere. Derfor skal afbureaukratiseringen og tillidsreformen komme nu, hvor man i det mindste kan håbe, at der både reelt afbureaukratiseres og investeres i varme hænder, forebyggelse og hele indsatser. Fordi det er rigtigt og nødvendigt!
Der ER stadigvæk stigende brug for at vi får afbureaukratiseret det offentlige. Og der er brug for at vi bruger ressourcer på de flere varme hænder og sidst men ikke mindst, en socialt anstændig og balanceret socialpolitik med afsæt i faglighed og viden, frem for 'Jeg har hørt, jeg synes, jeg tror og jeg håber' - Det er ikke godt nok! Hverken på det socialpolitiske eller andre områder.
Politik skal udvikles og implementeres med de m,som ved mest og kender det konkrete område - I samarbejde og dialog. Akkurat som regeringen og KL bør indlede dialog og samarbejde med lærerne, så de I FÆLLESSKAB og i dialog med, andre interessenter som feks. lokale fritidsklubber, pædagoger, børn og forældre, kan udforme reformen af Folkets skole.
Foghs bureaukrati har forvitret og splittet den offentlige forvaltning til ukendelighed. Med strukturreformen i 2007 øgede man tilmed indsatsen, og gennemtrumfede en reform som cementerede bureaukratiet og New Public Management tankegangen i det offentlige. Det var store og voldsomme forringelser der reelt fulgte -men det kunne stadigvæk ikke ses, at man var ved at slå patienten langsomt men sikkert, ihjel. Det var en genistreg af Fogh og resten af VKO.
Afbureaukratiseringen lader vente på sig, desværre!
Desværre varsler vores siddende regering nu flere nedskæringer og effektiviseringer i det offentlige - men som et lille plaster på såret, lyttes der nu til at vi socialfagligt set, har brug for at få lov til at arbejde individuelt og helhedsorienteret med borgere som har funktionstruende problemkomplekser med sig. Til forskel fra VKO, så VED de her politikere nemlig godt, at socialt arbejde ER kompliceret og at der ER brug for den individuelle tilgang. Derfor er det også ekstra nedslående at se, at man samtidigt skærper sanktioner og krav, nedsætter ydelserne markant og dermed gør det MEGET svært at arbejde individuelt og helhedsorienteret - og så længe der hverken afbureaukratiseres eller tilføres ressourcer - så forbliver den offentlige forvaltning mildest talt, noget mindre effektiv og meget mere dyr - end den behøver at være. Det er både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk dyrt.
Men det er klart, at når man deformerer og forvitrer velfærdssamfundets frontlinje med bureaukrati og samtidigt sår en voldsom mistro og mistillid til det offentlige i befolkningen - så bliver den offentlige forvaltning, alt for tung og ineffektiv. Men i virkeligheden er der jo ikke ligefremt brug for at skære yderligere ned på varme hænder og ressourcer til de anstændige og hele indsatser - tværtimod, så tappes velfærdsmodellens hjerteblod sikkert og støt af det kvælende bureaukrati, de stramme krav og sanktioner overfor borgere som søger hjælp, og de stadigt stigende krav om effektiviseringer og besparelser. Det er helt galt!
Velfærdsmodellen er ikke problemet
Vores velfærdsmodel er IKKE problemet i vores samfund - men derimod den rygrad som holder det oppe - og som bl.a. sikrer at vi har et fhv. fredeligt samfund med lav ledighed og en myreflittig befolkning. Vi har reelt en sund økonomi i Danmark - men vi har en efterspørgselskrise. Det er den, som regeringen skal løse - og så skal de se at få afbureaukratiseret og frisat det offentlige, til at gøre det som det er meningen den gør - nemlig at yde hjælp, støtte og behandling til de borgere som har brug for det, på en anstændig og socialt balanceret måde!
Der er brug for et opgør med det bureaukratiske monster som Fogh fik deformeret store dele af vores offentlige forvaltning til -og der er brug for et humanistisk funderet menneskesyn og nogle solidariske værdier i den politik der føres. En politik som bør tage afsæt i den viden og de fakta der er i rigeligt mål af. Vi skal sgu behandle hinanden ordenligt og lade være med at sparke ned ad - Ikke kun fordi det medmenneskeligt,etisk og moralsk set er rigtigt - men fordi det er det, som vi både samfundsmæssigt, økonomisk og menneskeligt set, kommer allerlængst med!
Regionsrådsmedlem i Syddanmark, Mette Valentin (Social Balance)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.