I 2012 kom en ny reform, som skulle få personer under 40 år helt væk fra førtidspension. Men den vision ser ikke ud til at være blevet realiseret. Stigningen i antallet af unge pensionister er nemlig større nu, end før reformen slog i gennem i slutningen af 2013.
Det viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), skriver Politiken. Analysen er baseret på tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
For at få førtidspension skal man have en varig nedsat arbejdsevne. Som udgangspunkt skal den kun tildeles dem over 40 år, men yngre danskere kan i særlige tilfælde få den tildelt.
I andet kvartal af 2023 kom der godt 1.600 nye førtidspensionister på under 40 år. Det er det største antal i ti år. Samtidig er det en stigning på 40 procent sammenlignet med de første tre måneder af 2013, hvor tilkendelserne toppede. Her fik 1.125 unge tilkendt førtidspension, skriver avisen. Få måneder senere, i tredje kvartal af 2013, var antallet af tilkendelser dykket til bare 194.
"Katastrofalt"
- Det her er på alle måder en katastrofal udvikling. Vi må bare erkende, at reformen af førtidspensionen har slået fejl. Unge bliver i stor stil parkeret permanent uden for arbejdsmarkedet. Det er dybt ulykkeligt, og det kalder på handling fra os alle sammen, siger Erik Simonsen, vicedirektør i DA, til Politiken.
Samlet set er der nu omkring 35.000 unge førtidspensionister, hvilket er omkring lige så mange som før reformen.
Om yngre danskere skal tildeles førtidspension er op til kommunerne. Her henvises mange unge til ressource- og aktiveringsforløb, der skal modvirke at de ender som pensionister.
I 2022 var det dog kun seks procent af disse, som tre måneder efter var kommet i arbejde. Til gengæld endte mere end halvdelen på førtidspension, skriver Politiken.
Ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er analysens resultater sørgelige - men ressourceforløbene bør ikke gøres til hovedproblemet, lyder det.
Hun mener i stedet, at psykiske lidelser spiller en rolle, og at der derfor skal sættes ind "mange steder samtidig," blandt andet via et dybere analysearbejde.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.