Et flertal i Folketinget bestående af regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne har onsdag indgået en ny aftale om en varmecheck, der denne gang både er højere og skal gå til flere husstande, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Checken er særligt målrettet husstande, der fyrer med naturgas eller har fjernvarme baseret på en høj andel af gas.
Varmechecken hæves fra de oprindelige 3.750 kr. til 6.000 kr. Desuden udvides målgruppen til at omfatte husstande med en årlig indkomst under 650.000 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag. Før gik beløbsgrænsen ved 550.000 kr.
Forventningen er, at i omegnen af 419.000 danske husstande vil få gavn af checken, men det præcise tal kendes først senere.
Yderligere 100 mio. til kommunerne
Aftalepartierne afsætter yderligere 100 mio. kroner til kommunernes øgede udgifter til f.eks. personligt tillæg til pensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre økonomisk vanskeligt stillede, der bliver ramt at prisstigningerne. Det betyder, at borgere med meget små indtægter kan få hjælp, inden varmechecken udbetales. Puljen er nu på 200 mio. kr. og dækker også næste vinter til og med april 2023.
- Vi hjælper kommunerne med at holde hånden under blandt andet pensionister, som ikke kan betale varmeregningen. Den holdbare løsning er et farvel til sort gas, men på den korte bane er der brug for hjælp til dem, der er kommet i klemme, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
Varmechecken udbetales automatisk i august og september, når data er indsamlet, og udbetalingssystemet er klar.
Kritik fra V og K
Den ny aftale om en varmecheck er for lidt, den kommer for sent, og så er der ikke noget grønt sigte bag, lyder kritikken fra både Venstre og De Konservative, efter at det politisk flertal på Christiansborg har landet aftalen.
- Man hælder flere penge ned i en i forvejen elendig aftale, der hjælper for få danskere. Der er heller ikke noget grønt sigte i aftalen, når man støtter husstande, der er opvarmet med gas eller fjernvarme baseret på gas, siger Venstres klimaordfører, Marie Bjerre.
Også De Konservative er utilfreds med aftalen og havde hellere set en afgiftslettelse.
- Der vil fortsat være mange familier, som stadig står med tårnhøje regninger og ingen kompensation, siger energi- og forsyningsordfører Katarina Ammitzbøll i en skriftlig kommentar.
Blå blok i Folketinget ønsker i stedet generelle lempelser af energiafgifterne for alle danskere. Men fra regeringen og støttepartierne har der ikke været et ønske om generelle afgiftslettelser, og derfor er de blå partier ikke med i den nye aftale.
Ifølge brancheorganisationen Dansk Energi, der nu hedder Green Power Denmark, er udgiften til gasvarme for en gennemsnitlig husholdning steget fra cirka 5500 kroner i 1. kvartal 2021 til 10.000 kroner i 1. kvartal 2022.
Ritzau / cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.