dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Stort fald i antal fattige børn - Skanderborg, Dragør og Allerød har færrest

Der er stor forskel på, hvor mange børn der lever i relativ fattigdom i de enkelte kommuner, viser analyse fra AE.
28. NOV 2023 9.15

I Lolland, Brøndby og Guldborgsund lever mere end syv procent af børnene i relativ fattigdom.

I Skanderborg, Dragør og Allerød er det mindre end to procent af børnene, der er fattige.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af netop udgivne registerdata fra Danmarks Statistik, der går frem til 2022.

På landsplan levede 4,2 procent af alle børn i relativ fattigdom i 2022. Det svarer til 47.200 børn. Dermed er der sket et fald i antallet af fattige børn på 6.600 fra 2021 til 2022. Det er det laveste antal fattige børn siden 2015.

Flere forældre i arbejde

- De gode takter på arbejdsmarkedet har betydet, at mange kontanthjælpsmodtagere har forladt ydelsessystemet til fordel for et arbejde. Det betyder, at mange børn er blevet løftet ud af relativ fattigdom, siger Sune Caspersen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det er positivt, men 47.200 børn i relativ fattigdom er stadig mange, og når man ser på Danmarkskortet, er der stadig store forskelle på kommunerne. Vi ved, at blot ét år i fattigdom som barn kan have konsekvenser for ens arbejdsmarkedstilknytning og uddannelse som voksen. Så det er et problem, der skal tages alvorligt, siger han.

Generelt er andelen af fattige børn højest på Syd- og Vestsjælland, på den københavnske vestegn, i Sydjylland samt enkelte øvrige kommuner.

Det er hovedsageligt i kommuner i Nordsjælland, hovedstadsområdet og Østjylland, at relativt få børn vokser op i fattigdom.

Antal steget i fire kommuner

Kun i fire kommuner er andelen af fattige børn steget (Skive, Rødovre, Egedal og Hillerød), mens andelen er uændret i fem kommuner (Allerød, Gribskov, Sorø, Assens og Odder).

Det betyder også, at andelen faldt i 85 kommuner svarende til ni ud af ti.

Det største fald i andelen af relativt fattige børn er sket på Langeland, hvor andelen er faldet med 2,1 pct.point til 5,5 procent. Herefter følger Brøndby og Morsø med et fald på 1,8 pct.point til henholdsvis 7,2 og 4,7 procent. Odsherred havde også et stort fald på 1,4 pct.point til 5,5 procent.

- Udviklingen betyder, at når det kommer til fattige børn, så er forskellene mellem kommunerne blevet indsnævret. De største fald i andelen af fattige børn er nemlig sket i kommuner, hvor andelen i forvejen er høj, siger Sune Caspersen.

Definition af fattigdom

  • Danmarks Statistik har som opfølgning på FN’s bæredygtighedsmål om at reducere fattigdommen udviklet et mål for relativ fattigdom. 
  • Man er fattig, hvis man i løbet af et år har en indkomst, som er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.

Find rapporten her.

ak

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.