En tidligere forstander er blevet frifundet for vold og ulovlig tvang mod to tidligere elever på kostskolen Havregården. Det har Retten i Helsingør afgjort tirsdag.
Dommeren lagde ved domsafsigelse vægt på, at retten har fundet det bevist, at Morten Ulrik Jørgensen, tidligere byrådsmedlem i Gribskov, har væltet to elever ud af deres senge, som beskrevet i anklageskriftet. Men han bliver altså ikke dømt for det.
- Når der ikke sker domfældelse for vold, er det, fordi vi finder, at der er en nedre grænse for vold. Vi er under den grænse, siger dommer Allan Gaardbo.
Troværdigt, men ikke overtrædelse af straffeloven
Forhenværende forstander Morten Ulrik Jørgensen er også frifundet for ulovlig tvang mod en af eleverne på kostskolen.
Han var tiltalt for voldsomme morgenvækninger for de to elever, som han ifølge deres forklaring væltede ud af deres senge flere gange om ugen, fordi de havde svært ved at stå op om morgenen.
Retten finder, at de to unge mænds forklaringer er troværdige, og at vækningerne har fundet sted som beskrevet. Men foruden den nedre grænse, har dommer og domsmænd lagt vægt på Morten Ulrik Jørgensens særlige rolle.
- Du havde ansvar for børnene, og at de skulle passe deres skole. Du så ingen anden udvej. Det er ikke i orden, det du har gjort. Men det er ikke overtrædelse af straffeloven, siger dommer Allan Gaardbo.
Fyldt retslokale
Dommen blev afsagt i et proppet retslokale. 17 tilhørere sad tæt op ad hinanden. Flere af dem tog imod den tidligere forstander med smil og kram.
Tidligere på dagen kom både anklager Cecilie Skou og forsvarer Mads Cramer-Kam med deres afsluttende procedurer. Anklageren gik efter en straf på mellem 60 dage og tre måneders ubetinget fængsel.
- Der er skæv magtbalance, og det er tiltaltes ansvar at gå forrest og støtte og hjælpe børnene – ikke at vælte dem ud af sengen, sagde Cecilie Skou.
Modsat lød det fra Mads Cramer-Kam, at hans klient helt skulle frifindes - foruden et forhold om at have taget mapper og dokumenter fra skolen hjem til privatadressen. Dette forhold har Morten Ulrik Jørgensen erkendt.
- Det er ikke bevist, at han har gjort det. Der er ingen objektive beviser – ingen fotos, lægeattester, kommunale akter eller politianmeldelser. Beviserne er alene vidnernes forklaring og troværdighed, sagde han.
Straffen for papirer på hjemmeadressen er ved retten blevet takseret til seks dagbøder à 500 kroner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.