
NYBORG: Presset på Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) er højt denne uge. Det skyldes til dels den efterhånden vidt omtalte BDO-rapport, der beretter om mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning på sager og handling på underretninger, forråelsesadfærd og utilstrækkelig ledelse på kommunens specialiserede børne- og ungeområde.
Værre er det for borgmesteren, at han tilsyneladende har kendt til problemerne i syv år. Det afslører to årsberetninger fra borgerrådgiveren og en "forsvunden rapport" fra 2016 af Social- og Ankestyrelsens taskforce, som Fyens Stiftstidende kom i besiddelse af tidligere på ugen.
I dag skriver avisen, at den "rådne" kultur formentlig har været kendt allerede i 00'erne - og derfor også før Kenneth Muhs' tid som borgmester.
Opfordret til at sende færre underretninger
Det er den tidligere viceskoleleder i kommunen, Torben Hansen, som til avisen fortæller, at han under et møde i 2010 med den daværende chef for børn- og ungeforvaltningen, fik klar besked på at hans skole, Nyborg Heldagsskole, skulle lade være med at sende så mange underretninger.
- Jeg var til et møde, som helt klart gik ud på, at vi fra Nyborg Heldagsskole skulle lade være med at sende så mange underretninger. Det blev sagt tydeligt højt, "fordi vi har hverken tid eller råd til at behandle dem" fra den daværende chef for børn- og ungeforvaltningen, som det hed dengang, fortæller Torben Hansen til Fyens Stiftstidende.
BDO skriver i dens rapport, at antallet af underretninger i Nyborg Kommune faldt med 15 procent fra 2021 til 2022 i Nyborg Kommune, mens det i store dele af Danmark steg.
Kommunens direktør på socialområdet, Lone G. Lorenzen, der har været ansat siden 1. august 2023, har dog aldrig hørt om, at der skulle være nogle, der direkte har opfordret til, at man skal undlade at lave underretninger, men det er bekymrende, hvis det er tilfældet, siger hun til avisen.
Udvalg har vidst besked
Et nyt notat fra embedsværket i Nyborg Kommune dokumenterer nu, at politikere har haft kendskab til lovbrud i kommunens sagsbehandling på socialområdet siden 5. december 2016. Det skriver TV2 Fyn. Notatet er et andet end rapporten af Social- og Ankestyrelsens taskforce fra samme år. Det viser, at det ikke kun er borgmesteren men også social- og familieudvalget som har kendt til problemerne i syv år.
Den 8. december sagde Anja Kongsdal (V), der har været formand for Social- og Familieudvalget siden 2017 ellers, at politikere ikke er klogere end den information, de har fået, "og der er ingen tvivl om i det politiske, at vi har spurgt ind til rigtig mange af de her ting gennem tiderne, og er åbenbart ikke blevet informeret korrekt."
Men i notatet som TV2 Fyn har fået indsigt i, kan man læse, udvalget faktuelt de seneste syv år har fået en lang række orienteringer, som pegede i samme retning som BDO's konklusioner.
Opdateret: De sidste tre afsnit om et nyt notat er tilføjet kl. 12.55.
Rettelse: Lone G. Lorenzen har været ansat som direktør på socialområdet siden 1. august 2023 og ikke 2022, som tidligere skrevet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.