dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto ©Twitter @treyruffy/Reuters
A view of various security and emergency vehicles parked on a street, after a shooting, in Colorado Springs
Foto ©Twitter @treyruffy/Reuters

Fem personer er dræbt i skyderi på LGBT-klub i Colorado

20. NOV 2022 16.21
Kunderne på en natklub overmandede angiveligt en bevæbnet person, der dog nåede at dræbe fem i angreb.

Fem personer er dræbt, og 18 personer er såret efter et skyderi på en natklub lørdag aften i den amerikanske delstat Colorado.

Det oplyser det lokale politi på et pressemøde.

Skyderiet fandt sted på natklubben Club Q i Colorado Springs. Klubben henvender sig særligt til LGBT+-personer.

En mistænkt er blevet anholdt og behandles for sine skader.

Den anholdte er en 22-årig mand, oplyser politichef Adrian Vasquez.

Ifølge politiet gik den 22-årige ind på Club Q med en riffel og begyndte omgående at skyde omkring sig.

- Mindst to heltemodige mennesker på natklubben konfronterede og sloges med den mistænkte og formåede at forhindre ham i at fortsætte med at dræbe og skade andre, siger politichefen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvem de dræbte personer er. Politiet har heller ikke oplyst noget om et muligt motiv for angrebet.

Club Q har reageret på den tragiske hændelse med et opslag på Facebook. Omkring klokken 11 søndag dansk tid skriver natklubben:

- Club Q er fortvivlet over det meningsløse angreb mod vores fællesskab.

- Vores bønner og tanker er hos alle ofrene og deres familier og venner. Vi vil gerne takke for de hurtige handlinger fra vores heroiske kunder, der overmandede våbenmanden og endte dette hadangreb.

Politiet fik besked om skyderiet umiddelbart før midnat lørdag lokal tid.

Billeder fra gerningsstedet viser adskillige politibiler og ambulancer med blå blink parkeret umiddelbart foran natklubben.

34 brandmænd og 11 ambulancer rykkede ud til natklubben. Det siger Mike Smaldino, talsmand for det lokale beredskab, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det her er desværre også en slags hændelse, som vi forbereder os på. Det er, hvad vi kalder en masseoffer-hændelse, og det er derfor, at vi rykkede ud med så mange folk, lyder det fra Mike Smaldino.

Ifølge hjemmesiden Gun Violence Archive, der monitorerer skyderier i USA, har der været over 600 masseskyderier i landet alene i 2022.

De mange skyderier fører ofte til debat om USA's liberale våbenlov.

Colorado ligger i det centrale USA. Byen Colorado Springs har cirka en halv million indbyggere og ligger lidt syd for delstatens største by, Denver.

/ritzau/Reuters

Fra forsiden:

GDPR