Billund bliver landets første børnekommune

Et målrettet arbejde mod at blive landets bedste kommune for børn betaler sig nu.

BILLUND: Billunds arbejde for at blive Børnenes Hovedstad bærer nu frugt. Unicef har anerkendt kommunen som Børnevenlig By og Kommune som den første i Danmark.

- Billund Kommune har siden 2010 haft visionen om at være Børnenes Hovedstad, og vi har gennem alle årene haft et helt særligt fokus på at skabe gode rammer for læring gennem leg, samskabelse og børns vilkår i det hele taget. Derfor er Unicef-kåringen på samme tidspunkt både en naturlig fortsættelse og en kæmpe anerkendelse af dette arbejde, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Kåringen glæder også Unicefs generalsekretær i Danmark, Karen Hækkerup. Hun har ventet spændt på, at der nu også er en dansk by med den titel, som allerede findes i 40 lande i hele verden.

- Byen har virkeligt kastet sig ind i at gøre endnu mere for kommunens børn, så det er så fortjent, at en by, der i forvejen har et kæmpe fokus på børn og som i snart 10 år har været Børnenes Hovedstad, bliver Danmarks første børnevenlige by. Især fordi det ikke er noget man som by eller kommune er, men fordi børnevenlig by og kommune er noget man tager med sig ind i fremtiden og bruger aktivt og konstant i sin indsats for kommunens børn, siger hun.

Handlingsplan sammen med børnene

Vejen til hæderen har været brolagt med konkrete handlinger, der har fremmet børnenes rettigheder. Det har kommunen blandt andet gjort ved at lave en analyse og handlingsplan for børnenes rettigheder sammen med børnene. 

Det er den handlingplan, der nu er gennemført og sikrer byen den nye titel. 

- Jeg tror, alle kan se pointen i at satse endnu mere på børn i Billund – både da vi startede og i dag. Det er troværdigt og ærligt, mens hvis ikke Kirkbi og Lego Fonden var partnere på visionen fra starten, så ville den have været mindre troværdig og set anderledes ud, sagde kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen til Kommunen.dk i maj.

Fakta:

Siden 1996 har Unicefs Børnevenlige Byer hjulpet byer, kommuner og større samfund over hele verden til at opfylde rettigheder for børn med afsæt i FN’s Børnekonvention. 

Unicef Børnevenlige Byer udgør et globalt netværk, der forbinder interessegrupper, som ønsker at gøre deres byer mere børnevenlige. Samarbejdet gør interessegrupper og kommuner i stand til i fællesskab at skabe sikrere, renere og mere robuste byer og samfund, som det er attraktivt for børn at bo og leve i.

Kilde: Billund Kommune

ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job