AARHUS: Antallet af personer over 60 år registreret i RKI er steget markant, og nu vil Aarhus Kommune være med til at vende den tendens ved at give de ældre økonomisk vejledning og nemmere adgang til information, så de ikke havner i RKI. Det oplyser kommunen.
Det er rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF) og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R), der har sat fokus på tendensen.
- Der kan være flere forskellige forklaringer på, hvorfor ældre havner i en økonomisk svær situation og i sidste ende i RKI. Kommunen kan selvfølgelig ikke gå ind og tage ansvaret for den ældres økonomi. Men hvis vi kan hjælpe bare det mindste med at vende den negative tendens, som vi har set over de seneste år, så skal vi da gøre det, fortæller Jette Skive, som stillede forslaget i byrådet, da hun hørte om udviklingen.
Kommunen vil gøre en indsats på flere fronter sammen med frivillige, og de to rådmænd ser et samarbejde mellem magistratsafdelinger som vigtig for at styrke vejledningen om økonomisk støtte til ældre. Rabih Azad-Ahmad vil se på, hvordan ældre modtager vejledning og information om muligheder for offentlig støtte.
- Vi ved, at nogle kan opleve, at det er svært at navigere rundt i den digitale selvbetjening, og det skal vi hjælpe dem med. Vi har sammen med Ældresagen lavet nogle målrettede indsatser, men vi skal styrke kommunikation yderligere. Det er vigtigt, at vi får inkluderet alle borgere, og vi skal støtte dem, der har brug for hjælp til at komme i gang, siger han.
Byrådet vedtog onsdag 16. november et forslag, som betyder, at de to magistratsafdelinger indleder samarbejdet om vejledning og information om ældres muligheder for offentlig støtte.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.