
I Odsherred har man gjort brandkadetuddannelsen permanent, efter at 48 unge gennemførte uddannelsen.
Og nu tyder noget på, at det er en rigtig beslutning, for en analyse, Økonomer uden grænser står bag, viser, at de penge, der investeres i brandkadetuddannelserne, kommer syvfold tilbage til samfundet. Både skole, kommune og beredskab sparer med andre ord penge på at investere i uddannelsen, viser analysen.
I alt vurderer Økonomer uden grænser, at den investering i brandkadetuddannelsen, som kommunerne lavede på 4,7 mio. kr. i 2017 i løbet af fem år vil have sparet samfundet for 28,7 mio. kr. Blandt andet for foranstaltninger, som den unge ikke længere vil have brug for.
Forlader det kommunale system
Formålet med uddannelsen til brandkadet er at give unge kompetencer, styrke deres selvværd og interesse for positive fritidsinteresser og stimulere dem til at tage en uddannelse efter afslutning af folkeskolen. Projektet retter sig både til unge med behov for et supplement til de kompetencer, de får gennem folkeskolen og unge med behov for nye rollemodeller.
Analysen og de tilhørende beregninger tager udgangspunkt i 'Social Return on Investment'-metoden, der går ud på at måle sociale og miljømæssige effekter, som ellers ikke normalt kan læses i finansielle regnskaber.
Her oplever kommunen blandt andet, at de unge, som kommer til uddannelsen med en række udfordringer, såsom diagnoser, anbringelser eller lignende, sjældnere har brug for kommunale foranstaltninger efter forløbet. Nogle nedtrapper mængden af foranstaltninger, mens andre helt forlader det kommunale system.
I skolerne overgår enkelte fra specialundervisningen til den almindelige undervisning, mens antallet af AKT-timer, der blev brugt på kadetterne, faldt for 19 af kadetterne. Det svarer ifølge analysen til en en besparelse på 16.541 kr. pr. elev om året.
Analysen tager udgangspunkt i de brandkadetter, som var tilknyttet uddannelsen i 2017. Her gennemførte 243 unge brandkadetuddannelsen. 72 pct. af deltagerne var drenge, 66 pct. af deltagerne havde udfordringer eller kunne defineres som udsatte. Den gennemsnitlige alder for nye kadetter er knap 15 år. Størstedelen af de data, som Økonomer uden grænser har bearbejdet, kommer fra Brandkadetter i Danmark selv. Derudover har organisationen medtaget indberetninger fra lærere og socialrådgivere.
Læs eller download analysen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.