
37 kommuner landet over er i dag 6. september repræsenteret ved en konference igangsat af Alzheimerforeningen, der skal inspirere til at skabe passende og støttende tilbud til børn og unge mellem 13-30 år, der har en forælder med en demenssygdom.
- Formålet med konferencen er at give vores viden og erfaring videre til kommunerne, således at flere tilbud kan etableres rundt om i landet. Det er vores vision, at ingen børn og unge med en forælder med demens skal stå uden tilbud, siger Ida Lind fra Alzheimerforeningen til dknyt.
Ifølge Ida Lind er der kun ganske få tilbud for børn og unge, der har en forælder med en demenssygdom, og at de unge er en overset gruppe.
Udover Alzheimerforeningens egne to ungegrupper, er der seks kommunale ungegrupper i Danmark - henholdsvis i Aarhus, Skive, Varde, Holstebro og to i København.
Ungegrupper ude i kommunerne
Konferencen markerer det to og et halvtårige projekt 'Tid til at være ung', der har været støttet af Velux Fonden. Gennem projektet har de unge har haft mulighed for i gruppeforløb at dele deres sorg og udfordringer og bliver klædt på til at håndtere hverdagen med demens og samtidig leve et ungdomsliv.
På konferencen præsenteres den nyeste viden og forskning om børn og unge som pårørende til demens. Blandt andet erfaringer med etablering og gennemførsel af ungegrupper og camps.
Kommunerne kan deraf trække inspiration fra det originale støtteprojekt og tage det med sig videre i det kommunale arbejde.
- Forskning viser, at unge pårørende efterlyser viden om deres forælders demenssygdomme målrettet dem og muligheden for at møde ligesindede. At etablere en ungegruppe er derfor et godt sted at starte. Eventuelt i samarbejde med nabokommunerne, hvis den pågældende kommune ikke har ressourcerne til det, siger Ida Lind.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.