
Der skal tages endnu et skridt i opgøret med bureaukratiet i ældreplejen, og der skal luges ud i papirarbejdet, så der er mere tid til de ældre.
Det fremgår af et nyt forslag, som social- og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterer på KL's ældrekonference tirsdag. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Regeringen vil nedsætte en gruppe, hvor KL og de øvrige aktører i ældreplejen er repræsenteret. Og så skal der arbejdes mod en halvering af den nuværende mængde af papirarbejde.
- Der er stadig mere kontrol, stadig mere dokumentation, og det er kommet med en pris, som vi politikere ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på. Dokumentationen tager medarbejdernes tid fra de ældre, og derfor har vi nu det mål, at antallet af registreringer inden for ældreplejens omsorgssystem skal halveres, siger Astrid Krag til Kristeligt Dagblad.
Ifølge ministeren skal det ske nu, fordi man grundlæggende har erkendt, at der i fremtiden blot vil være endnu mere brug for ressourcerne i sektoren, end tilfældet er i dag. Især med henblik på at der vil være 130.000 flere ældre i 2030, understreger hun.
Forsøg i Viborg
I Viborg har man de senere år forsøgt sig med sin egen ordning, hvor man har prøvet at mindske mængden af dokumentation på området. Og det har hjulpet, lyder det.
Tine Rostgaard, der er professor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, kalder ministerens forslag for ambitiøst.
Ifølge hende kan det godt lade sig gøre at reducere eksempelvis dobbeltdokumentationen inden for ældreplejen. Men hun understreger også, at papirarbejdet er nødvendigt
- Det er ikke for sjov, at der laves dokumentation. Dokumentation er for eksempel en kommunikation om ændringer i borgerens tilstand og den hjælp, den pågældende får. Men der er samtidig ingen tvivl om, at ældreplejen er en overdokumenteret sektor, siger hun til avisen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.