

Både den nuværende og den tidligere ledelse på børnehjemmet Nexus, der ligger i Jægerspris og er drevet af Københavns Kommune, er blevet politianmeldt af Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
Det sker efter en TV 2-dokumentar, hvor anbragte beretter om voldsomme magtanvendelser, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Også flere tidligere ansatte er blevet anmeldt til politiet, fremgår det.
- Ingen børn og unge skal opleve vold og nedværdigelser, mens de er anbragt uden for hjemmet. Det er helt uacceptabelt, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i meddelelsen.
- De forhold, der ifølge TV 2's dokumentar har fundet sted på Nexus over en længere periode, er dybt bekymrende.
På baggrund af dokumentaren har hun bedt sit ministerium om at politianmelde de forhold, dokumentaren beskriver, så politiet kan tage stilling til, om nogen skal retsforfølges.
Hverdag præget af vold
I dokumentaren tegner 31 tidligere anbragte børn på den nordsjællandske døgninstitution et billede af en hverdag præget af omsorgssvigt, voldelig adfærd og unødig magtanvendelse fra voksne på stedet.
Episoderne stod på i årevis, og børnene er også delvist blevet bakket op af tidligere ansatte.
Flere af dem stod frem i dokumentaren og erkendte, at der var en voldsom kultur, som de også selv tog del i.
Redegørelse om Fensmarkgade
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har desuden bedt om redegørelser fra Københavns Kommune, som driver børne- og ungehjemmene Nexus og Fensmarksgade, samt fra Socialtilsyn Hovedstaden og Socialtilsyn Øst.
Når ministeriet også har bedt om redegørelser vedrørende børne- og ungehjemmet Fensmark, er det på baggrund af, at Kommunen.dk sammen med dagbladet Politiken i en artikelserie har sat fokus på Fensmarksgade, der kritiseres for at svigte de anbragte børn og unge.
Københavns Kommune skal blandt andet redegøre for, hvordan den fremadrettet undgår den forråelse, som er blevet dokumenteret, og hvilke konkrete skridt der har taget i forhold til både medarbejdere og ledelse.
I redegørelserne fra socialtilsynene ønsker ministeriet svar på, hvordan de har ført tilsynet, hvem har de talt med, og hvilke skridt har de taget i den forbindelse.
/ritzau/dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.